Af cand. agro. Poul Vejby-Sørensen, Bæredygtigt Landbrug
Formanden for Kommunalteknisk Chefforenings faggruppe for natur og overfladevand, Luise Pape Rydal, demonstrerer i JP 3. februar en totalt forfejlet opfattelse af vandforvaltning. De fleste kan regne ud, hvad der sker, hvis man åbner for vandet og tilstopper afløbet fra badekarret. Om KTC kan regne det ud vides ikke. Hvis de kan, er de destruktive. Hvis de ikke kan, er de inkompetente.
Det er en kendsgerning, at vejrguderne på den ene side sender mere og mere nedbør over landet, mens Naturstyrelsen på den anden side i årevis vejledte kommunerne om at reducere afløbskapaciteten i vandløbene. Naturstyrelsen har kaldt det ”vandløbsrestaurering” eller ”ændret vedligeholdelse”. Begge begreber dækker over bestræbelser på at reducere vandløbenes vandtransportevne for at hæve vandspejlet.
Resultatet viste sig i oktober 2014 og tiden efter.
Tidligere miljøminister, Kirsten Brosbøl, benægtede, at Miljøministeriet havde det mindste ansvar for oversvømmelserne. Heldigvis har vor nuværende minister, Eva Kjer Hansen, ændret signaler og udsendt et hyrdebrev, hvor hun opfordrer til at respektere vandløbslovens hovedformål, nemlig afvanding.
Det står efterhånden lysende klart, at Naturstyrelsens ageren har ført betydelige dele af landet ud i store problemer med manglende afvanding og resulterende oversvømmelser. Naturstyrelsen har i strid med lovgivningen ydet massiv vejledning til kommunerne om at begrænse afløbsmulighederne gennem reduceret vedligeholdelse af vandløb. Herved reduceres transportevnen voldsomt til f.eks. halvdelen eller endnu mindre, og når plantematerialet ikke oprenses, får det lov at rådne i vandløbet og forbruge ilten til skade for livet i vandløbet. Der dannes sediment, og vandløbsprofilet formindskes. Derfor er KTC’s argument om, at der ikke gror grøde om vinteren, hvor oversvømmelserne ofte finder sted, uden betydning.
Naturstyrelsen har som sagt i årevis – godt hjulpet af lokale biologer – tilstræbt at nedsætte vandløbenes vandtransportevne med det formål at hæve vandspejlet og skabe hyppigere oversvømmelser med forsumpning til følge. (Dokumentation i boks).
Det er en kendsgerning, at en velafvandet jord med luft i porerne kan absorbere op mod 200 mm regn. Men det forudsætter, at afvandingen er i orden, så den ledige vandkapacitet og dermed jordens ”buffer”-virkning genetableres, inden næste monsterregn. Dette kræver vedligeholdte vandløb!
Som det fremgår af Vandløbsloven, er det en afgørende vigtig karakter ved et vandløb, at dets vandføringsevne holdes i orden, så vandspejlet ikke hæves.
Hvis vandafledningen vanskeliggøres, stiger vandspejlet. Og hvis vandspejlet stiger i vandløbet, stiger det også i de tilstødende jordarealer. Og når vandspejlet stiger i disse jordarealer, betyder det naturligvis, at jordens evne til at absorbere en regnbyge forringes.
Konklusion
Vandløbene skal oprenses og vedligeholdes, så de kan aflede vandet. Vand skal ikke parkeres inde i landet, men udledes til vandområderne, hvor det hører hjemme. Det er helt uansvarligt, at argumentere for, at vandløbsvand – med bl.a. urent spildevand – skal udledes på landbrugsjord med både forurening og forsumpning til følge.
Det er demokratisk uhensigtsmæssigt, at KTC som fagforening driver politik, når deres medlemmer er ansat i kommunerne, som er organiseret i KL, der tager sig af dette tema.
Fakta:
Dokumentation for Miljøministeriets vejledning Miljøministeriets rolle i oversvømmelserne fremgår tydeligt af flere års vejledninger og andre publikationer fra Miljøministeriet til vandløbsmyndighederne: I en vejledning vedrørende udarbejdelse af vandløbsregulativer opfordrer Miljøministeriet i juni 2007 vandløbsmyndighederne til ”så vidt muligt at undgå at vandløb grødebeskæres” subsidiært ”begrænse skæring til én gang årligt”. Allerede her er det klart, hvad Miljøministeriet vil. I Miljøministeriets (DMU) Teknisk anvisning nr. 19 fra 2005 kommer intentionerne omkring vandløbenes vandspejlshøjde endnu tydeligere frem i følgende fem citater, som jeg kommenterer undervejs:
Her beskrives det som ”unaturligt” at bortlede overskudsnedbør.
Her er det tydeligvis Miljøministeriets succeskriterium at ”øge oversvømmelsesfrekvensen i de tilliggende arealer”.
Dette ordvalg dokumenterer, at Miljøministeriet finder oversvømmelser attraktive og viser, at ministeriet i virkeligheden arbejder for hyppigere oversvømmelser.
Her beskriver Miljøministeriet, hvordan man kan fremkalde oversvømmelse af vandløbsnære arealer, og man er helt klar over, at oversvømmelserne ikke er under kontrol, da vejret er svært at forudsige.
Dette er en ren tilståelse! Formålet er at ”sikre tilnærmede naturlige afstrømningshændelser og en højere grundvandsstand ide vandløbsnære arealer”. Her erklærer Miljøministeriet, at formålet er at vende tilbage til sumpen. Og de vigtigste tiltag er ”indsnævring af vandløbsprofilet og hævning af vandløbsbunden”. Begge tiltag giver reduceret vandtransportevne og hævet vandspejl – og dermed stærkt forøget risiko for oversvømmelser. Skulle ministeren stadig mangle information om, hvad hendes embedsværk i virkeligheden nørkler med, kan yderligere tilbydes to citater fra Faglig rapport nr. 625 fra DMU 2007:
Her gås endnu hårdere til værks med foranstaltninger, der ”fremtvinger” oversvømmelser.
Her proklamerer ministeriet og DMU, at ophør af vandløbsvedligeholdelse vil være ”den mest lempelige måde”, hvorpå man kan ”fremtvinge en ændring af afvandingsevnen af de vandløbsnære arealer”. Altså den lempeligste måde at forsumpe arealerne på. De kunne godt have tilføjet, at det samtidig er den mest effektive måde at tyvstjæle landbrugsjorden på! På sigt kan man komme tilbage til sumpen, konstaterer Miljøministeriet/DMU med tilsyneladende tilfredshed. |
Se også foredraget: Moderne vandløbsforvaltning i en tid med forandret afstrømning