I mediernes vold

Bæredygtigt Landbrug er kommet på forsiden af landets medier som følge af en række artikler i BT. BL’s formand slår fast, at foreningen vil fortsætte med at arbejde for bedre forhold for landbruget baseret på faglighed og fakta.

flemming-22-maj-2013

”BT har sørget for at Bæredygtigt Landbrug for alvor er kommet i medierne. Det har været noget af en oplevelse. Men en ting skal stå fast: Bæredygtigt Landbrug vil til enhver tid og over for enhver fremføre fakta, og vi glæder os hver gang, der er nogen, der lytter – om det er ministeren eller andre”, siger formand Flemming Fuglede Jørgensen.

Sagens kerne er egentlig meget enkel: nogle formuleringer fra et brev, BL sendte til Miljø- og Fødevareministeren, går igen i det kommissorium, der nu ligger til grund for arbejdet med vandløb. Det er der nogle konfliktønskende medier, der er gået i selvsving over.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har svaret sagligt og sagt, at hun lader sig inspirere og hun ikke ser grund til at ændre på gode formuleringer, hun har lyttet sig til.

Sagen blev også drøftet i tirsdagens Deadline, hvor Mette Bock, på fornemste vis, sagde, at man som politiker selvfølgelig skal høre på hvad fag-personer har af argumenter og derudfra danne sine egne holdninger.

Intet odiøst i at grødeskæringssag er sat i bero
Formand Flemming Fuglede Jørgensen blev i samme Deadline-udsendelse interviewet af journalisten Niels Krause Kjær. Han forsøgte med sine meget lange spørgsmål, at få det til at se ud som om, der er noget odiøst i, at BL har sat sin grødeskæringssag i bero indtil det viser sig, om der i løbet af nogle måneder sker oprensning af de danske landbrugsvandløb.

Men BL’s fremgangsmåde er helt sædvanlig og en sådan fremgangsmåde er der mange andre eksempler på.

”Det vil vise sig i løbet af ret kort tid, om der sker oprensning af vandløb, og hvis det er tilfældet, vil vi naturligvis ikke køre en retssag for retssagens skyld. Kan vi få vores vilje med fredelige og faglige midler, vil vi naturligvis helst det. Men hvis vi fortsat ikke får renset vore vandløb, ser vi desværre ikke anden udvej end at føre retssagen til ende – uanset ministerens initiativer undervejs. Vi gør brug af helt almindelige retssagsmidler, og vender hver en sten til fordel for vore medlemmers interesser og økonomi”, siger formand Flemming Fuglede Jørgensen efterfølgende og understreger, at det præcist er det, foreningens advokat Hans Sønderby Christensen også hele tiden har sagt.

”Der er ikke indgået noget forlig, og vi ved heller ikke, om det sker. Vi må se, om hyrdebrevet gør sin virkning. Længere er den ikke”, siger BL’s formand og understreger, at mediestormen ikke ændrer ved den linje foreningen hele tiden har kørt. Nemlig, at komme med faglige og juridisk korrekte fakta i alle sammenhænge.

Scroll to Top