BL: Vi fik gødningssækken lukket op

Jørgen Evald Jensen er tilfreds med, at Fødevare- og Landbrugspakken baner vejen for en ny regulering af dansk landbrug, men Bæredygtigt Landbrugs vil fortsat presse på for at fagligheden kommer til at fylde endnu mere i forbindelse med udformningen af fremtidens rammevilkår for de danske landmænd.

gård-povl-blak-bojer

Hos Bæredygtigt Landbrug er konstitueret og faglig direktør Jørgen Evald Jensen tilfredshed med regeringens Fødevare- og Landbrugspakke, der er blevet forhandlet hjem i et smalt forlig med Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, men foreningen havde gerne set, at det allerede nu blev muligt for landmændene at gøde efter ligevægtsprincippet.

”Vi fik gødningssækken lukket op efter 20 års udvikling i den modsatte retning – men vi er ikke i mål. Vi har selvfølgelig presset på, og havde hellere set, at alle hele de reducerede normer var kørt baglæns nu, ” lyder det fra Jørgen Evald Jensen, som hæfter sig ved, at det ikke blev til en bred aftale, da de Radikale og Socialdemokraterne forlod forhandlingerne mandag aften.

Den faglige direktør er glad for, at regeringen valgte ikke at gå på kompromis på væsentlige punkter, og han slår fast, at det er en nødvendighed med en markant reform af reglerne danske landmænd fungerer under, og det kan Fødevare- og Landbrugspakken være med til at sikre.

”Jeg synes, at hvis betingelserne for en bred aftale havde været, at vi ikke var kommet så langt, som vi er nu, så foretrækker jeg den aftale, man nu har indgået. Og det her, det haster. Hvis man skal redde dansk landbrug, så haster det at komme ud og få de her enormt dyre gødningstiltag fjernet. Og derfor må vi sige, at skal det baseres på denne smalle aftale, så er det sådan, det er. ”

Jørgen Evald Jensen vurderer, at vurderingen af, at landbrugspakken kan bidrage med en ekstraindtjening på 1. mia. kroner i 2016 ikke er helt ved siden af.

”Vi får jo ikke fuld effekt af mange års undergødskning ved kun at give to tredjedele af reduktionen i 2016. Vi kommer et skridt i den rigtige retning, men vi får jo ikke fuld effekt, så den milliard, man har antaget, det er nok ikke helt ved siden af, ” lyder det fra Jørgen Evald Jensen.

Baseret på facts
Fødevare- og Landbrugspakken endte med at blive en smal aftale imellem regeringen, Konservative, Radikale, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, da Socialdemokratiet og Radikale endte med at forlade forhandlingerne mandag.

Efter at have forladt forhandlingerne skrev socialdemokraten Simon Kollerup, at” Det er en sort dag for det grønne Danmark, ” og hos de Radikale bedyrer den tidligere Miljøminister, Ida Auken, at ”Det er synd for miljøet at der kommer mere forurening… ”. To påstande, som Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør mener er ude af trit med, hvad tiltagene i Fødevare- og Landbrugspakken kommer til at betyde for naturen.

”Det er jo fuldstændig vanvittigt. Det her, er jo baseret på faglige facts, som vi har spillet ind med, og vi har jo også været i tæt dialog med universiteterne, og der ligger universitetsdokumenter bag ved de tal, og de forudsætninger man har lavet denne aftale ud fra. Det er simpelthen en skrækkampagne, som ingen steder hører hjemme. ”

BL kæmper videre for målrettet regulering
I Fødevare- og Landbrugspakken er der lagt op til, at landbruget i stigende grad skal reguleres ved hjælp af målinger, samtidig med at de generelle reguleringer af erhvervet skal træde i baggrunden. Bæredygtigt Landbrug har igennem forhandlingerne presset på at for at dansk landbrugspolitik og reguleringen af landbruget i højere grad bliver baseret på en målt virkelighed, og derfor vil foreningen fortsætte med at arbejde for at bringe den nyeste viden om naturens tilstand og landbrugets formået på banen. Man ser også frem til, at et hold af udenlandske forskere skal gennemføre en international evaluering af kvælstofmodellerne bag vandområdeplanerne med inddragelse af udenlandske forskningsinstitutioner. Et tiltag, som Bæredygtigt Landbrug gentagne gange har bragt på banen siden foreningen blev dannet i 2010.

”Vi vil fortsætte med at presse på, for at vi får en målrettet regulering, der baserer sig på målinger og på facts, og det er jo enormt vigtigt, også set i lyset af aftalen her, når vi kommer frem til 2018-19, hvor vi skal til at lave nogle tiltag der, hvor der er behov for det, ” lyder det fra Jørgen Evald Jensen, som forventer sig meget af en ny tilgang til natur- og landbrugspolitikken i Danmark.

”Den store landvinding på det her område ser jeg i, at vi nu får mulighed for at gå i den retning, som vi har forsøgt at påvirke igennem flere år: at vi skal ud og måle tingene, og det er målinger og facts der er afgørende for de indsatser, vi skal lave. ”

Bæredygtigt Landbrug har arbejdet hårdt for at danske landmænd kan få mulighed for at gøde planterne tilstrækkeligt, og derfor ser Jørgen Evald Jensen det som helt afgørende i Fødevare- og Landbrugspakken, at landmændene nu får mulighed for at give planterne mere gødning.

”For mig at se, så er det Bæredygtigt Landbrug, der har fået slået hul på gødningssækken. Blandt andet med vores retssager, for uden dem, så var vi aldrig kommet nogle vegne. Retssagen i maj i Vestre Landsret, den var med til at sætte fokus både på omkostningerne, som var tårnhøje i forhold til det man tidligere havde regnet med, og samtidig kan vi sige, at effekten af de reducerede normer blev slået fast til at være meget, meget lavere. Og det er så det vi kan se nu, efter forskerne har regnet på det igen. Vores arbejde på gødningsområdet, har været med til at sætte dagsordenen, ” slutter Jørgen Evald Jensen.

Klik her for at læse hele Fødevare og Landbrugspakken på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top