Bæredygtigt Landbrug til realkreditinstitutter: Drop egoismen og vis rettidig ansvarlighed

Selvom realkreditinstitutterne nu fuldt ud lever op til solvenskravene, vil de fortsætte med at skovle penge ind fra de konkurstruede danske landmænd på høje gebyrer og rentesatser. I Bæredygtigt Landbrug anmoder Peter Kjær Knudsen nu bankerne om at udvise rettidig ansvarlighed.

peter-kjaer-knudsen-juli-2015

Selv om de danske realkreditinstitutter nu via deres indtjening på bidragssatser og gebyrer er kommet i mål med den såkaldte økonomiske polstring, en række krav til egenkapital fra EU og fra det danske Finanstilsyn, og nu har rigeligt med penge til at stå imod eventuelle uforudsete hændelser, så vil realkreditinstitutterne alligevel ikke justere bidragssatserne nedad. Og det selvom de blev justeret opad for år tilbage under henvisning til netop polstringskravet.  

Professor i finansiering på CBS, Jesper Rangvid, fortalte den 8. oktober til Jyllands-Posten, at de pengestærke realkreditinstitutter ikke behøver at kapitaliserer sig yderligere. Det synspunkt bakkes op af næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Peter Kjær Knudsen, der mener, det er på høje tid, at realkreditinstitutterne letter byrderne for landmændene, hvilket i sidste ende også vil tjene långiverne bedst. 

”Det er en temmelig kortsigtet måde at se på tingene fra institutternes side”, siger næstformand i Bæredygtigt Landbrug Peter Kjær Knudsen.

”Det er da meget godt at institutterne tænker på, at der skal være noget ekstra på egen kistebund. Men der skal altså også kunne blive til løn til landmanden og andre erhvervsdrivende, hvis de skal kunne blive ved med at afdrage deres lån. Hvis man vælger at fokusere på at blive en sparegris, i stedet for at vise ansvarlighed og være med til at skabe vækst i erhvervslivet, så bliver det som at tisse i bukserne. For så må landmanden gå fra gården uden at afdrage sin gæld, den lille lokale købmand lukker og den onde spiral kan ende med at sætte hele nærområdet på tvangsauktion. ”

Nødvendigt med loft over bidragssatserne
Peter Kjær Knudsen appellerer til, at realkreditinstitutterne nu nedjusterer deres bidragssatser, så der skabes mulighed for rentabilitet hos den enkelte landmand.

”Når der er problemer med indtjeningen i landbruget, der skyldes de danske rammevilkår for produktionen, så skal institutterne tænke i et større perspektiv, og medvirke til at lægge pres på politikerne for at løse det problem. Hvis dansk landbrug igen får mulighed for at tjene penge, så vil landbruget kunne betale af på gælden, samtidig med at der kan skaffes vækst og arbejdspladser, og det vil komme både institutterne og samfundet til gode. Men det kræver, at realkreditten er klar til at bakke op omkring erhvervslivet, ” lyder det fra Peter Kjær Knudsen.

Han mener samtidig, at hvis ikke realkreditinstitutterne selv vil lytte til fornuft, så må politikerne på banen.

”Netop fordi det her ikke bare drejer sig om et par gældsplagede landmænd, men om hele samfundets mulighed for at skabe vækst og konsolidere sig igen efter en krise, så er det oplagt, at der fra politisk hold sættes loft over bidragssatserne, hvis ikke institutterne selv kan finde ud af, at de ikke skal beholde konsolideringen for sig selv alt imens ting omkring dem går i stå”, slutter han.

Fakta:
Bæredygtigt Landbrug vedtog på sin generalforsamling den 26. februar et forslag om, at Folketinget bør vedtage en krisepakke rettet mod at hjælpe landbruget.

Krisepakken består af følgende elementer:

  • Finanstilsynet skal værdifastsætte landbrugsaktiver på samme måde som øvrige erhvervsaktiver
  • Lov om at rente for banklån og for kassekredit ikke må overstige diskontoen plus 5 procent
  • Lov mod bidragssatser på mere end 0,5 procent
  • Gødskning efter ligevægtsprincippet
  • Harmonikrav efter Nitratdirektivet (1,7 dyreenheder pr. hektar)

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top