BL efter møde med Erhvervs- og Vækstministeren: Regeringen skal holde ord

Troels Lund Poulsen vil presse på for at få 16-punktsplanen gennemført, men det er ikke nok, lyder det fra Flemming Fuglede Jørgensen, formand i Bæredygtigt Landbrug efter foreningen den 20. august var til møde med Erhvervs- og Vækstministeren.

troels_lund_poulsen

Den 20. august var Bæredygtigt Landbrug til foreningens første møde med Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen (V). Rammevilkårene stod højt på dagsordenen, og Flemming Fuglede Jørgensen havde et godt indtryk af ministerens syn på landbruget efter mødet, der fandt sted i Hobro.

”Som jeg ser det, så er det en minister, der er ret godt inde i sagerne, og han har den overbevisning, at landbruget skal i gang, hvis landområderne skal i gang. Det er meget væsentligt for os. Jeg mener faktisk, at det er altafgørende, ” siger Flemming Fuglede Jørgensen efter mødet, hvor Bæredygtigt Landbrugs formand var flankeret af foreningens næstformand Peter Rosendal og bestyrelsessuppleant Alfred Tværsig Olesen.

På dagsordenen under torsdagens møde var de rammevilkår landbruget arbejder under i 2015, og så fik ministeren at vide, at det for et erhverv eller en enkeltperson er utroligt svært at få testet lovligheden af en lov eller et tiltag fra statens side. Landbrugets økonomiske udfordringer blev også diskuteret ivrigt, og så fortalte delegationen fra Bæredygtigt Landbrug ministeren, hvordan regeringen kan arbejde for at forbedre erhvervets vilkår i forhold til eksempelvis gødningsregler, vandplaner, retentionskort og randzoner.

”Han siger, at han vil presse på, alt det han kan for at få 16 punkts planen gennemført, og det vil jeg jo så opfordre vores medlemmer til at påvirke, alle de steder de kan, og sørge for at de borgelige partier holder ord, og som minimum gennemfører 16 punkts planen, ” lyder det fra formanden, før han fortsætter:

”Det er klart, at det ikke er nok, men så får vi dog et positivt signal til både landmænd og især vores finansielle samarbejdspartnere, som jo helt naturligt trækker følehornene lidt til sig, når landbruget ikke tjener nogen penge. Men i det øjeblik der kommer nogle positive signaler, og vi får noget mere gødning, og man viser, at man tror på landbruget, så kan vi måske få vendt den nedadgående trend til en opadgående. ”

Fokus på rammevilkår
Ministeren var ifølge Flemming Fuglede Jørgensen særdeles godt orienteret om landbrugets situation, og han gav et særdeles målbevist indtryk.

”Han nævner selv rammevilkår, hver gang han snakker om landbruget, og derfor vidste han jo godt, hvad vi ville tale om. Og vi sagde til ham, at landekvoten er en administrativ foreteelse, som kan fjernes nu og her. Så fortalte vi ham også, at vi mener at kunne fremføre afgørende beviser for, at de danske gødningsnormer skal bortfalde øjeblikkeligt. ”

Beviserne blev fremlagt på et pressemøde i Randers den 24. august. Et møde, der ifølge formanden også blev afholdt for at vise, at Bæredygtigt Landbrug har de fakta, der skal til for at ændre landbruget forhold.

”Vi afholdt også pressemødet for at vise den nye regering, at når de ændrer tingenes tilstand for landbruget, så bevæger de sig ikke ind på områder, hvor de kan få skænd, fordi det faktisk er ulovligt, det der har været foretaget før i tiden, ” siger formanden, og siger, at mødet var en øjenåbner for ministeren.

”Vi sagde også til ham, ligesom vi sagde til Eva Kjer Hansen den 11. august, at hvis regeringen ikke gør noget nu, så er den danske landbrugsproduktion halveret om tre år, hvilket nok chokerede ham lidt. ”

Til slut på mødet var der ifølge Flemming Fuglede Jørgensen enighed om at dialogen skulle fortsætte, så for formanden var det et særdeles opløftende møde, og efter nogle timer på hotel Amerika i Hobro hastede Bæredygtigt Landbrugs tre delegerede tilbage til mejetærskerne. 

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top