Randzonekontrol er spild af ressourcer

Hos Bæredygtigt Landbrug kimer telefonerne i disse dage med medlemmer, der oplever, at NaturErhvervstyrelsens kontrollanter kommer på besøg for at inspicere randzoner. Det finder Bæredygtigt Landbrugs administrerende direktør, Bjarne Nigaard, højst besynderligt, når regeringen har meldt ud, at randzonerne ikke skal bestå.

bjarne-i-rapsmark

Den 28. juni tog regeringen ”Lars Løkke Rasmussen II” magten over det politiske system i Danmark, og straks efter sin tiltræden blev det meldt klart ud, at randzoneloven vil blive fjernet dette efterår. Men det forhindrer ikke NaturErhvervstyrelsen i at have iværksat en omfattende randzonekontrol rundt i hele landet, og det kritiseres skarpt af Bjarne Nigaard, administrerende direktør i Bæredygtigt Landbrug.

”På det nuværende fremskredne tidspunkt vil det nærmest umuligt kunne lade sig gøre at føre en sag om randzoner til ende med en ’sejr’ for styrelsen. Det skyldes det meget grundlæggende princip i strafferetsplejen, at en gerning skal være strafbar, både når den begås, men også når der skal dømmes endeligt i sagen, ” lyder kritikken fra Bjarne Nigaard.

Direktøren mener i den nuværende situation ikke, at der vil være en eneste landmand, der kan tænke sig blot at lægge sig fladt ned og betale en bøde for manglende randzoner, når styrelsen har været på kontrol og sender et høringsbrev.

”Den lange sagsbehandlingstid der vil være frem til en byretsdommers bord betyder jo, at regeringen i mellemtiden har afskaffet loven, og dermed er der ingen sag. Det besynderlige er, at det ved styrelsen jo også godt. Så hvorfor spilder de skattepenge og ressourcer på den slags? ”.

Ingen fornuft i fortsat kontrol af randzoner
Ud over den juridiske virkelighed bør styrelsen ifølge Bjarne Nigaard i højere grad bruge sund fornuft i stedet for at stå stejlt på formalia i forbindelse med fjernelsen af randzoneloven.

”Jeg medgiver selvfølgelig, at der i princippet lige nu fortsat er en lov, og at der derfor formelt set kunne være en idé i at opretholde kontrollen, hvis det havde været en lov med et andet indhold, for eksempel noget mere dynamisk end randzoner. Men når vi taler om en randzone, som jo altså ikke på en måned eller to gør nogen forskel for folk eller fæ, ud over landmanden selv, så har jeg svært ved at se det smarte i at lege rigid politibetjent på den her måde, ” siger Bjarne Nigaard.

Ifølge Bjarne Nigaard har landmændene lyttet til både dommen i Holstebro, hvor Povl og Christian Blak Bojer blev frikendt for at have brudt randzoneloven, og nu ministerens udmelding om, at regeringen har planer om at afskaffe randzoneloven, og derfor er der for landmændene ingen fornuft i at bevare eller anlægge randzoner.

”Randzoneloven forsvinder til efteråret, og ingen kommer til at blive dømt i de her sager. I den situation bruger man sin sunde fornuft og sløjfer randzonerne. Jeg vil gerne appellere til styrelsen om at bruge samme sunde fornuft. Selv hvis randzoneloven opretholdes, så vil der ikke være noget tabt for styrelsen ved at have ventet med at gennemføre kontrollen indtil en sådan – overraskende – afklaring er sket, ” siger Bjarne Nigaard og fortsætter:

”Man kan jo ikke pludselig knipse med fingrene og anlægge en randzone. Enten er den der og har været det hele vækstsæsonen, eller også har den aldrig været der. Jeg kan ikke se, hvad styrelsen taber ved at vente. Men jeg mener, de kommer til at fremstå uden situationsfornemmelse ved at køre på i den nuværende situation. Og jeg synes de bruger deres ressourcer forkert på den måde. Det er en skam for alle. ”

I Folketinget er 90 mandater bag Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) ambition om at afskaffe randzoneloven, og ifølge udsagn fra ministeren skulle NaturErhvervstyrelsen allerede være i gang med at forberede fjernelsen af loven. En ambition der allerede i november 2014 var indskrevet i VKOs landbrugspakke ligesom afskaffelsen af randzonerne også fremgår af Liberal Alliances landbrugspakke fra september måned.

Bjarne Nigaard mener, NaturErhvervstyrelsen bør forholde sig til den politiske virkelighed, og agere efter at randzoneloven med stor sandsynlighed bliver afskaffet i løbet af efteråret 2015.

”Det virker på mig helt ved siden af, at man bruger kræfter på en slags ’slutspurt’, hvor man lige vil nå at ramme de sidste formastelige, inden krigen er definitivt tabt. Jeg ville have troet, at de havde mere situationsfornemmelse i styrelsen. Og for den sags skyld også mere sans for at prioritere skattekronerne. ”

Af JTI

Scroll to Top