Af Nikolaj Schulz, chefjurist
Danmarks Jægerforbund har i forbindelse med publikationen over for Bæredygtigt Landbrug påpeget, at jægerne ikke bakker op om forslaget omkring indskrænkning af lodsejerens brugsret til jorden, som det har været anført på Netnatur.dk.
Til støtterne skal Bæredygtigt Landbrug ikke regnes. Uanset om der er hold i rygterne om ordningen eller ej, så er der vist behov for, at ridse juraen på området op, så den nye miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen ikke forvilder sig ud at underskrive ordninger, der vil medføre ballade, økonomiske tab og formentlig også en bunke sagsanlæg mod staten.
Jagtretten er jo ikke en hvilken som helst ret, men en helt grundlæggende ret, der kulturelt set går hundredevis af år tilbage, og i moderne tid er kodificeret i jagt- og vildtforvaltningsloven. Jagtrettens indhold består i 1) En ret til at jage på sine arealer, 2) En ejendomsret til vildt, der falder på dette og 3) en ret til at begære påtale af uberettiget jagtudøvelse.
Kernen i jagtretten er åbenlyst retten til at jage på sine egne arealer. Dette er ligeledes også kernen i jagt- og vildtforvaltningsloven. Derfor kan en lodsejer heller ikke overdrage sine jagtrettigheder permanent, men må højest udleje jagtretten op til 30 år.
De danske domstole er heller ikke i tvivl om, at jagtretten er en beskyttet rettighed. Dette står ved domstolene ikke til diskussion. I den ene retssag efter den anden udløser begrænsninger eller krænkelser af jagtretten krav om erstatning til den, der har jagtretten.
Det er med andre ord helt ude i skoven, når Jægerforbundets formand Claus Lind Christensen til netnatur.dk udtaler, at deres ordning kan gennemføres med en fingerknips som var det en lokal fredning. En lokal fredning sker jo kun, når lokale og konkrete forhold taler for det. Der skal være konkrete momenter. En generel ordning er jo det stik modsatte, hvor man netop ikke vurderer noget konkret.
Krav om erstatning
Det virker som om, at der er ved at blive konstrueret en model, der indebærer, at hvis lodsejeren ikke er medlem af et hjortelaug, så kommer der voldsomme begrænsninger i jagtretten, og modsat, hvis lodsejeren er medlem af et hjortelaug, så vil der ikke være begrænsninger i jagtretten.
En frivillig ordning der indebærer, at lodsejere, der ikke er med i et hjortelaug reelt fortaber sin jagtret; det er en tvangsmæssig, og ikke en frivillig ordning. Her ud over vil en sådan ordning være i åbenlys strid med jagt- og vildtforvaltningslovens bestemmelser om jagtrettens indhold. Kernen i jagtretten er jo netop, at ejer har retten til at jage på sine arealer. Denne ret vil jo reelt ophøre, fordi ordningen betinges af, at lodsejer skal være medlem af et hjortelaug. Ordningen er slet ikke juridisk flyvefærdig.
En ordning, der i realiteten har til formål at begrænse jagtretten, vil kræve lovændring. Selv med en lovændring vil der være et selvstændigt problem med allerede indgåede jagtaftaler, der kan have en varighed op til 30 år. Det er anerkendt af domstolene, at begrænsninger i disse jagtaftaler udløser krav om erstatning.
Konklusionen er utvetydigt den, at jagtretten er en ukrænkelig og beskyttet rettighed, og enhver ordning, der begrænser jagtretten, er ulovlig ekspropriation, og vil under alle omstændigheder udløse krav om fuld erstatning.
Der er her ud over svært at få øje på en saglig begrundelse for at indføre administrative jagtorganer, der måske i sidste ende bliver lokale smagsdommere over gråand, hind og hjort i nærområdet. De nuværende regler beskytter arterne og biodiversiteten med jægerne som et vigtigt redskab til at regulere bestandene.
Lad det dermed stå helt klart, at initiativer, der alene har til formål at begrænse jagtretten som vi kender den eller indføre mere administration for lodsejerne på landet, vil ikke falde i god jord hos Bæredygtigt Landbrug.
