Traktorkortege på landevejen for en vigtig sag

Fra mandag eftermiddag til tirsdag morgen vil bilister kunne møde op mod 100 traktorer på landevejen op gennem Jylland. En traktorkortege, der har kurs mod Viborg, hvor århundredets vigtigste sag for dansk landbrug skal afgøres. På tirsdag begynder Bæredygtigt Landbrugs gødningssag mod staten i Vestre Landsret.

img_1729ny

Landmand Jørgen Jørgensen fra Als er i gang med at klargøre sin traktor. Mandag eftermiddag klokken 15 begiver han sig af sted fra Als mod Viborg i den imponerende maskine sammen med 15 andre lokale landmænd.

Inden landmændene når frem til Hornsyld mandag aften, hvor de skal overnatte, er dobbelt så mange landmænd stødt til kortegen – og frem mod Viborg, som landmændene når tirsdag formiddag klokken 9.30, er antallet af traktorer op i nærheden af 100, vurderer Jørgen Jørgensen. Århundredets vigtigste sag for dansk landbrug kommer til at trække folk til.

Jørgen Jørgensen med traktor

”Det, der kommer for retten, har afgørende betydning for, om vi skal bruge vores tid på fortsat at være landmænd, eller vi skal finde på noget andet. Gødning er den faktor, der har størst betydning for, hvordan udbyttet bliver – og dermed, hvor stor indtjening den enkelte landmand har. Så det her er en utrolig vigtig sag for os,” siger Jørgen Jørgensen.

Fokus på rammevilkår

Også nordfra kommer der traktorer. Omkring 20, lyder tallet lige nu. Den nordjyske rute begynder midt i Tingskoven, der ligger mellem Brovst og Fjerritslev, hvor landmændene med økologisk planteavler Klaus Aage Bengtson i spidsen har planlagt at køre fra klokken 7.00 tirsdag morgen.

”Der er nødt til at ske noget nu, for landbruget kan ikke holde til de dårlige vilkår længere. Vi er nødt til at blive ligestillet med vores nabolande, for ellers dør vi – og det går rigtig stærkt lige nu. Mange i min omgangskreds har lukket deres produktioner, og det ser ikke ud til, at der kommer nye til,” siger Klaus Aage Bengtson og fortsætter:

Klaus Aage Bengtson med traktor

”Man kan sige, at jorden bliver jo ved med at være her, selv om landbrugene lukker, men det, der er rigtig slemt, er, at vi mister så utrolig mange arbejdspladser.”

På Als er det også håbet om at få rettet op på de dårlige rammevilkår, der har fået Jørgen Jørgensen til at rive en dag ud af kalenderen og tage traktoren til Viborg.

”Det er vigtigt, at folk støtter op, fordi vi skal have sat fokus på landbrugets rammevilkår, som ganske enkelt er nødt til at blive bedre. Og så synes jeg også, det er vigtigt at vise hr. og fru Jensen, som til daglig ikke har noget med landbrug at gøre, hvad landbruget er, og hvad det er for nogle ting, vi slås med. Det er derfor, jeg vælger at være med i det her, og jeg håber også, at endnu flere end dem, der allerede har tilmeldt sig, har lyst til at tage turen,” siger Jørgen Jørgensen.

Landmand Peter Bohsen Jensen, der også deltager i traktordemonstrationen, opfordrer landmændene i traktorerne til at køre fornuftigt og til at vise hensyn på vejene. Kør ikke mere end 10 traktorer i rap, og kør ind til siden, hvis der er mange personbiler, der skal forbi. Derudover er det vigtigt, at lys på traktorerne overholder færdselsloven.

I videoen herunder kan du høre Bæredygtigt Landbrugs direktør, Bjarne Nigaard, fortælle, hvorfor den kommende gødningssag er så vigtig for dansk landbrug og for de varer, dansk landbrug producerer:

Please accept statistikker, markedsføring cookies to watch this video.

 

Ruterne

Fra Als til Viborg:

Mandag:

Start fra Arnbjergvej 42 i Nordborg klokken 15 – videre til Aabenraa klokken 16.00 – via rute 170 til Vejle.

Igennem Vejle. Nord for Vejle ad rute 23 mod Juelsminde.

I Stouby til venstre mod Hornsyld. Adressen i Hornsyld er: Hanne og Alfred Olesen, Tværsiggaard, Nørregade 53, 8783 Hornsyld. Her overnatter landmændene.

Tirsdag:

Start klokken 05.30 fra Hornsyld. Rute 52 gennem Horsens til Lund. Ankomst Lund klokken 06.00.

Herefter rute 185 mod Nørre Snede. Ankomst Nørre Snede klokken 07.00.

I Nørre Snede på rute 13 mod Viborg. Gennem Viborg mod Randersvej til Asmildklostervej.

Planlagt ankomst klokken 09.30.

Ønsker enten presse eller landmænd at deltage på ruten, kan Jørgen Jørgensen kontaktes på telefon 21 42 26 93.

Fra Tingskoven mellem Brovst og Fjerritslev til Viborg:

Tirsdag:

Start fra Tingskoven på Trekronervej cirka midt i skoven klokken 7.00.

Videre over Aggersundbroen på vej 29 til Års med ankomst cirka klokken 8.00.

Derefter hovedvej 13 til Viborg.

I Viborg ind på Indre Ringvej, til venstre i krydset Gammel Skivevej.

Lige ud i rundkørslen ad Sct. Ibs Gade og til venstre på Randersvej.  

Ankomst til Asmildklostervej.

Ønsker presse eller landmænd at deltage på ruten, kan Klaus Aage Bengtson kontaktes på telefon 61 74 47 79.

Af Cecilie Christensen, cc@baeredygtigtlandbrug.dk 

 

Scroll to Top