Er der gået popkultur i kloakken?

Spildevand, miljøfremmede stoffer og målinger i vandmiljøet. Du er sikkert allerede træt. Og lad det da bare være sagt med det samme: Spildevand er ganske givet ikke verdens mest sindsoprivende emne at lægge ører til, hvis man ikke interesserer sig for det. Det indrømmer jeg gerne. Faktisk kunne det nok godt trænge til at blive

Af Peter Rosendal, næstformand i Bæredygtigt Landbrug

Med temaet ’lort’ som underholdningsmotor blev der snakket om spildevand i radioprogrammet Gandhi. En snak mellem de to værter, David Mandel og Christian Fuhlendorff, og forretningsområdechef i HedeDanmark, Sune Aagot Sckerl, der desværre gav lytterne et helt forkert billede af den faktiske virkelighed i det danske spildevand. 

Selv sad jeg trygt og godt i min traktor og var i gang med at gøde markerne i det dejlige solskinsvejr. Men idyllen fik hurtigt en ende, da jeg hørte Sune Aagot Sckerl fra HedeDanmark komme med den påstand, at der er fuldstændig styr på hormonerne i det danske spildevand. For det er simpelthen ikke rigtigt.

Østrogen i spildevandet

Jeg ved, at der fortsat er store problemer med det kvindelige kønshormon østrogen i spildevandet herhjemme. Det skyldes, at østrogen, der stammer fra vores urin, ikke kan renses fra i rensningsanlæggene, men i stedet glider lige igennem og ender ude i vores vandløb. Miljøministeriet påpegede selv problemstillingen tilbage i 2010 i rapporten ”Forurenede stoffer fra overløbsbygværker fra fælleskloakerede områder”, hvor ministeriet konkluderer, at det næppe vil være muligt at nedbringe tilledningen af østrogen til spildevandet. Med andre ord er der ikke styr på hormonerne i det danske spildevand, som Sune Aagot Sckerl ellers påstår, så længe rensningsanlæggene ikke kan skille østrogen fra i rensningsprocessen af spildevandet.

Spildevand

Problemet med østrogen i spildevandet er, at det er hamrende farligt for fisk og andre dyr, der lever i de vandløb, hvor spildevandet ender. Faktisk kan østrogen slå hele fiskebestande ihjel. Fiskene bliver misdannede, og der er overhængende fare for, at de også bliver sterile og dermed ikke længere kan formere sig.

Nyt vand på gamle flasker

Alligevel er østrogen i spildevandet ikke noget, man fra politisk side er så glad for at forholde sig til. Jeg ved ikke, om politikerne tror, at hvis de bare lukker øjnene, så forsvinder problemerne. Noget kunne tyde på det, for man interesserer sig i hvert fald ikke for at tage prøver af spildevandet, der kan afsløre, om det indeholder østrogen og dermed er til fare for vandmiljøet. I stedet kan jeg nu forstå på Sune Aagot Sckerl, at miljøministeren er gået over til at kalde spildevandsslam for biogødning. Det er for mig at se både populistisk og popsmart og har absolut intet med virkeligheden at gøre. Jeg er oprigtigt bange for, at der er gået popkultur i kloakken, og jeg vil på det kraftigste foreslå politikerne at få styr på miljøfremmede stoffer i spildevandet, før de kaster sig over nye navnelege.

Scroll to Top