Bæredygtigt Landbrug efterlyser lovlig ordning for husdyrbrug

Bæredygtigt landbrug har siden september 2014 gjort opmærksom på, at der er pågået en ulovlig praksis i årevis på husdyrområdet hvad angår anmeldeordningerne. Professor i miljøret giver BL ret i kritikken. Miljøstyrelsen benægter, men er fortsat ikke kommet med nogen lødig begrundelse

Anmeldeordninger for husdyrbrug kan bl.a. bruges til at opføre helt specifikke anlæg, så husdyrbruget ikke skal igennem den store godkendelsesmølle. Anmeldeordningerne giver fx mulighed for at opføre kornsiloer, malkeanlæg, skifte dyretype, m.v. uden at landmanden skal have undersøgt alle miljøforhold på ejendommen, det vil sige, at landmanden slipper for at få vurderet hele anlægget og alle arealer, når bedriften udbygges.

Anmeldeordningerne er desværre konstrueret på en måde, så husdyrbrug, der har en godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven ikke kan bruge ordningerne. Bæredygtigt Landbrug har i sommeren 2014 fremført kritikken i et åbent brev til Folketingets Miljøudvalg og har siden gjort opmærksom på problemet i flere høringssvar på husdyrområdet. Foreningen har dog fortsat ikke fået nogen lødig begrundelse for, hvorfor den ulovlige praksis fortsætter. Indtil nu har Miljøstyrelsen benægtet fakta, men nu bakker juraprofessor Peter Pagh op om Bæredygtigt Landbrug.

I et interview den 4. februar i Effektivt Landbrug slår juraprofessoren fast, at den nuværende praksis er ulovlig:

”Sådan som reglerne er skruet sammen i dag på husdyrområdet, så kan alle landmænd ikke benytte anmeldeordningerne på husdyrområdet. Længere er den ikke,” siger Peter Pagh og uddyber sit synspunkt i artiklen:

 ”Det er ikke nogen større øvelse i det. Sådan som reglerne er formuleret, så siger de jo, at så kan du ikke bruge husdyrbruglovens regler, før at der ligger en tilladelse eller godkendelse efter husdyrbruglovens §§ 10-12. Sådan er reglerne, som er fuldstændig mærkværdige, men det er reglen,” siger Peter Pagh til Effektivt Landbrug.

Hos Bæredygtigt Landbrug håber chefjurist Nikolaj Schulz nu på, at Peter Paghs vurdering tages til følge, og at miljøministeren sætter styrelsen på plads og tager problemet og dansk landbrug alvorligt, så danske landmænd sikres, at de ikke bryder loven og får svækket deres retssikkerhed som følge af en ulovlig praksis.

”Vi regner med, at miljøministeren vil tage initiativ til straks at ændre loven. Én ting er, at Bæredygtigt Landbrug påpeger en oprindelig mangel, der tilsyneladende først kommer til syne mange år efter lovens indførelse. Noget andet er, at Miljøministeriet og Miljøstyrelsen ikke reagerer konstruktivt og straks iværksætter løsninger, der kan rette de åbenlyse fejl i den nuværende praksis,” lyder det fra Nikolaj Schulz.

Lovændring nødvendig
Chefjuristen mener den rigtige løsning på problemet vil været at lave husdyrloven om. Indtil det sker, så opfordrer Bæredygtigt Landbrug miljøministeren til at afskaffe alle anmeldeordninger og erstatte dem med én simpel anmeldeordning, hvor indholdet er, at husdyrbruget kan lave ændringer i de tilfælde, hvor der kun sker en ubetydelig ændring i forhold til den tilladelse landmændene allerede producerer under.

Administrerende direktør i Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard opfordrer regeringen til at få reglerne for husdyrgodkendelser tilbage på et lovligt spor.

”Miljøministeren skal løse problemet, og derfor skal embedsværket nu have besked om, at den ulovlige praksis skal standses. Det er ikke i orden, at danske landmænd stilles dårligt juridisk fordi Miljøstyrelsen og Miljøministeriet ikke har styr på reglerne,” lyder det fra Bjarne Nigaard, som slutter af med en opfordring:

”Bæredygtigt Landbrug har tilbudt at gå i dialog med Miljøstyrelsen omkring problemstillingen, og den invitation står ved magt.”

Fakta

BL henvendelse til Miljøministeren og Folketingets Miljøudvalg

http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/miu/bilag/465/1397553.pdf

Høringssvar, september 2014 vedrørende ændring af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen 

Høringssvar, december 2014 vedrørende ændring af miljøbeskyttelsesloven

 

 Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top