Af Bjarne Nigaard, adm. direktør
Helt overordnet har vi i Danmark ringere rammevilkår end vi behøver i forhold til miljøet, og i forhold til de lande vi sammenligner os med, fx Sverige og Tyskland.
Hvis vi fik de samme betingelser for gødskning som svenskerne, og kunne tildele gødning efter planternes behov, kunne vi ifølge beregninger fra Copenhagen Business School (CBS) servicere en gæld på 200 mia. mere, end den, der kan serviceres i dag. Det er altså over 50 procent af den samlede gæld i landbruget, der kunne yderligere betales med ensartede rammevilkår. Det vil selvsagt have enorm positiv betydning for danske landbrugsfamilier, og give muligheden for at levere kvalitetsprodukter samtidig med at hver mand betaler sit.
Det sidste kniber det med for mange i disse tider, og det er desværre ikke kun rammevilkårene, der er skyld i dette.
Bankerne presser i en uskøn stoledans de landmænd, der allerede sidder yderst på stolekanten økonomisk, ved at risikovurdere dem ikke bare hårdt og kontant, men fatalt.
Det skyldes igen, at bankerne presses af Finanstilsynet, den statslige vagthund, der glammer efter de banker, der ikke gør som Finanstilsynet mener er rigtigt.
Det er dermed en meget uheldig karruseltur tilsynet har startet, for det kan næsten kun ende på ulykkelig vis for landmanden på stolekanten.
Frie skøn erstattet med offentlige skabeloner
Når det frie skøn fra bankens side skal erstattes af en skabelon fra en offentlig myndighed, der fortæller hvor meget jord maksimalt må værdisættes til, og hvor meget aktiver skal bogføres til, uagtet at fakta og kendskab til de reelle lokale forhold måtte tilsige anderledes, så sættes forholdet mellem den lokale bank og landmanden ikke bare under pres. Forholdet suspenderes, til fordel for automatrutiner fra bankernes hovedsæder, atter dikteret af Finanstilsynet.
Jeg hører desværre en del historier om, at den lokale filialdirektør godt tør binde an med yderligere finansiering, ud fra gennemarbejdede budgetter, baseret på konkrete saglige forklaringer, men ikke får lov til det, efter at bankens centrale afdeling har gennemført en skabelonberegning.
Før i tiden kunne en landmand forhandle med sin bank om de konkret mest rimelige vilkår. Og blev man ikke enige, kunne landmanden gå over gaden, til den anden bank, og se om de kunne blive enige. Ikke sjældent kunne landmanden opnå en anden vurdering og andre vilkår hos den anden bank.
Den slags sker aldeles sjældent, nærmest aldrig, i dag. Bl.a. fordi bankernes skøn er så underlagt og viklet ind i den af Finanstilsynet tildelte spændetrøje, at de ikke må regne på deres egen måde, og derfor ikke kan nå frem til nuancerede eller forskelligartede skøn.
I sådan et klima er den konkurrence, der ellers er en vigtig faktor for den rette prisdannelse, selvsagt yderst begrænset, og varen hos banken koster så bare en fast (høj) pris, som i sidste ende skal betales af landmanden. Så længe han kan…
Jeg nærer ingen illusioner om, at alle danske landmænd ud fra et frit skøn fra bankernes side, alle som én vil få forlænget kreditten til lavere rente og i øvrigt så kan producere lykkeligt til deres dages ende.
Men jeg vil gerne anmode om, at det ikke er på baggrund af generelle skitser og skabelonberegninger, at enhver landmand vejes og ofte findes for let til yderligere kredit. Bankernes faglige skøn, baseret på kendskabet til de konkrete forhold, skal i stedet være det afgørende for hvordan en dansk landmand kreditvurderes. Sådan bør økonomien i udgangspunktet fungere i vores tidsalder og med vores styreform.
Læs også: Bondefanget af banken
