Povl Blak Bojer: ’Det er ikke demokrati at klappe hæle og holde mund’

Selv mener Povl Blak Bojer ikke, at han har handlet ulovligt. Tværtimod, mener han, at det er randzoneloven, der er ulovlig. Tag med når Bæredygtigt Landbrug møder landmanden, der som den første udfordrer randzoneloven i retten.

Foden hviler blødt på speederen. Foran ruden veksler blåt sund med grønne marker, mens efterårssolen sender et par varme stråler gennem skydækket til Nordjyllands brede skulder. Salling bliver til Mors, og Mors bliver til Thy. Og selvom flere strækninger på ruten er ganske øde uden andre billister i miles omkreds, holder vi os pænt på den rigtige side af hastighedsbegrænsningen.

Umiddelbart er det svært at tro, at min chauffør og sidemand denne formiddag om kort tid vil være hovedpersonen i det, der – efter alt at dømme – bliver Danmarks første straffesag om randzoneloven. I en tvist mellem staten og landmanden Povl fra Snedsted i Nordjylland. En sag, der fra statens side er vinklet som et bevist lovbrud, men som fra landmandens side handler om principper og borgersikrede rettigheder; Om brud på grundlovens paragraf 73 og – ganske fundamentalt – om lovens gyldighed. 

Men selvom det er svært at forene billedet af den sindige, og uden tvivl retskafne, nordjyde ved min side med billedet af en kalkuleret lovbryder, så er tidligere landmand, nævning og byrådsmedlem gennem tyve år, Povl Blak Bojer, ikke desto mindre stævnet for et forsætligt brud på randzoneloven, efter han i efteråret 2012 i de lokale medier udtalte, at han ikke ville udlægge randzoner.

Indkaldt i retten

Udtalelsen var en rød klud for næsen af NaturErhvervstyrelsen, der efterfølgende opfordrede den lokale politimyndighed i Thisted til at rette anklage mod Povl Blak Bojer og sønnen Christian, der i mellemtiden havde overtaget gården, fortæller Povl Blak Bojer fra sin plads bag rattet.

I januar 2014 blev han og sønnen derfor indkaldt til retsmøde i Danmarks første retssag omkring randzoner. Men selvom fronterne allerede på det tidspunkt var trukket hårdt op, og selvom alle egentlig helst så en hurtig dom, endte mødet med en hjemsendelse af alle implicerede parter. Povl og Christian Blak Bojer havde aldrig modtaget et anklageskrift fra anklagemyndigheden, og dommeren mente derfor ikke, man kunne dømme i en sag, hvor de anklagede ikke vidste, hvad de var anklaget for.

Siden har mødet i retten været berammet yderligere to gange, men er begge gange endt med en udsættelse. Med udsigten til et retsmøde i starten af 2015 er det nu fjerde gang, at Povl og Christian Blak Bojer skal møde op i retten. Men selvom forløbet med de mange udsættelser har været knapt så stringent, som man kunne ønske, så glæder Povl Blak Bojer sig ved udsigten til langt om længe, at få rettens vurdering af sagen.

”Sagen har jo flyttet sig rigtig meget. Men tiden arbejder for os, for med al den faglighed, der kommer på bordet, så bliver det mere og mere tydeligt, at randzoner ikke holder, ” lyder det overbevisende fra Povl Blak Bojer, der ikke mener, det overhovedet har været muligt at anlægge randzoner efter myndighedernes anvisninger.

”Hvis vi går tilbage til august 2012, så viste kortene, at vi skulle anlægge 4,4 kilometer randzoner i ti meters bredde svarende til 4,4 ha. Men vi kunne også se på kortene, at der var noget helt galt. Vi havde nemlig forstået, at randzoner var noget, der skulle være, hvor der var vandløb. Men de var også alle mulige andre steder, og på hovedparten af de steder, hvor vi skulle anlægge randzoner, var der slet ingen vandløb. Det var det, der gav mig anledning til at gå til pressen og sige; det her er jo helt skævt. Det hænger jo ikke sammen, det kan vi simpelt hen ikke rette os efter.”

Total forvirring
Siden viste det sig, at randzonearealet, der ifølge anklagemyndighedens kortmateriale omfattede 4,4 hektar, gav anledning til mere end blot en smule forvirring. For da Povl senere modtog anklagemyndighedens optegnelse over steder, hvor myndigheden mente, at han og siden sønnen skulle anlægge randzoner, lød opgørelsen på 3,42 hektar. Ifølge NaturErhvervstyrelsens elektroniske ansøgningsprogram for enkeltbetaling lød kravet derimod på 2,83 hektar randzone, mens arealet ifølge vandløbslovens definition kun udgjorde en overskridelse på blot 0,26 hektar. Og ser man på bødeberegningsgrundlaget, lyder beregningen, at Povl skal straffes for en overtrædelse af loven med 0,68 hektar.

”Det giver jo ingen mening. Hvad pokker forestiller de sig, at jeg skal? Når jeg følger ministeriets anvisninger, hvor de henviser til vandløbsloven, når man er i tvivl om hvilke vandløb, der er omfattet af randzoneloven, kan jeg se, at vi i stedet for 4,4 hektar ender på et areal på omkring 0,35 ha. Altså cirka en tiendedel. Så vi er blot yderligere bestyrket i, at det eneste rigtige er at gå ind og fortælle dommeren vores version af sagen, og få hans ord for, hvad der er op og ned i den her sag,” forklarer Povl og løfter foden fra speederen, mens dyretransporten foran drejer af.

”Man bliver simpelthen nødt til at sige fra, ” fortsætter han og træder igen eftertænksomt på speederen. 

”Og hvad nu, hvis den her kompensation, de har tilbudt, ikke falder inden for lovens rammer? Så er det vel kompensation på et urigtigt grundlag. Og hvad så, når det bliver opdaget? Det går jo igen ud over landmændene. Man bliver simpelthen nødt til at sige fra. Det holder jo ikke. Og heller ikke ud fra den betragtning, at jord koster penge, og at landmænd ikke køber jord bare for at gå en tur om søndagen. Det er jo for at producere på den jord. Det er jo principielt; de kan ikke bare komme og tage din jord. Hvis de vil tage jorden til andet formål, så skal de jo ekspropriere og udbetale erstatning.”

Lovens gyldighed skal prøves
Selvom ’forseelsen’ for Povl Blak Bojers vedkommende nu er endt med den forestående retssag, der meget vel kan vise sig at danne præcedens for kommende sager af samme karakter, betænker landmanden ikke et øjeblik, at han har fraveget kravet om randzoner.

”Nej da, det gør jeg ikke. Jeg er jo uenig i, om loven i det hele taget er gyldig. Og hvis det nu var sådan, at jeg bare havde undladt at anlægge randzoner og holdt min mund, så synes jeg egentlig, at det ville have været værre. Jeg siger jo; okay, jeg er uenig i det her, så må vi jo gå i retten og få det afgjort. Jeg siger ikke bare; jeg vil ikke anlægge randzoner. Jeg henviser fagligt til en lov, som siger; det i gør, det kan i ikke. Og så må vi gå hen til dommeren og få hjælp,” lyder det afklaret fra Povl Blak Bojer, der på ingen måde anser sig selv som lovbryder.

”Overhovedet ikke. Jeg har jo været med til at repræsentere demokratiet i tyve år. Men det betyder jo ikke, at man altid bare skal holde sin mund. Det er jo ikke demokrati. Demokrati er jo, at man kan fremføre sine synspunkter. Og så er der selvfølgelig nogle regler, og jeg er selvfølgelig også med på, at der skal være nogle sanktioner, fordi samfundet nødvendigvis må bygge på regler. Men regler skal jo også holde. Og desværre ser vi, især indenfor landbruget, mange eksempler på, at det er svært at overholde love og regler, fordi der er så mange regler, som ikke giver mening, ” lyder det fra Povl, der endnu en gang understreger, at han ser det som en forpligtelse at sige fra.

”For os der handler det ikke om størrelsen på sagen, det er princippet, det handler om. Og hvis ikke det bliver stoppet her, så fortsætter det jo bare.”

Ejendomsretten er ukrænkelig

Efter små halvanden time fra Karup Lufthavn krydser vi Vilsundbroen og den usynlige grænse til Thy eller området, der i lokale munde bare går under betegnelsen ’nordenfjords’. Underforstået nord for Limfjorden. Byskiltet siger Snedsted. Povl tager endnu en gang farten af. Han kigger sig over skulderen og drejer ned af en mindre grusvej med grønne kornmarker på begge sider.

Midt i de grønne kornmarkerligger et mindre aftægtshus, som Povl og konen Ruth flyttede ind i efter generationsskiftet i 2013. Fra bryggerset er der udsigt til slægtsgården, hvor sønnen Christian og hans familie bor – og til de vandløb, der efter myndighedernes krav skulle have været omkranset af først ti, nu ni meter med bræmmer på hver side.    

Vi går i marken. Kulden bider om fingrene og har overtaget. Povl peger på et vandløb, der ifølge NaturErhvervstyrelsens kortmateriale er omfattet af randzoneloven. Der er tydeligvis ikke anlagt andet end de to meters bræmmer, som højt målsatte vandløb eller vandløb i landzone ifølge vandløbsloven skal være udstyret med. Men selvom Povl Blak Bojer altså med fravigelsen af ni meters randzone har krænket randzoneloven, mener han ikke, det er loven, men i stedet ham og hans ejendom, der med kravet, er krænket.

”Der står jo helt tydeligt i paragraf 73, at ejendomsretten er ukrænkelig. Og hvis samfundet alligevel har behov for at tilsidesætte ejendomsretten, for eksempel hvis man skal bygge en ny motorvej, så ved vi jo alle sammen godt, at så kan en lodsejer ikke stille sig op og sige; ’nej, og den skal ikke gå på min jord’. Det er der jo aldrig diskussion om, fordi der går samfundet jo ind og laver en ekspropriation og giver erstatning. Og det mener jeg også, de bør gøre her. Det handler jo ikke om nogle miljømæssige tiltag. De randzoner, som er langs med vandløbet, de ser jo ikke skyggen af drænvand. Det vand vi tilleder fra marken, går jo i nogle drænsystemer. Drænvandet løber jo ikke ud på randzonen og bliver filteret der, det kører jo i rør ind under randzonen og direkte ud i vandløbet. Så man sidder med en fornemmelse af, at de bare vil have nogle stier ude i naturen, hvor folk kan gå. Det vil jo aldrig ske, fordi det er jo ikke et rart sted at gå. Det er jo ujævnt, og der gror tidsler op i en meters højde. Og personligt har jeg aldrig set nogle mennesker, der har gået der. Og jeg har heller aldrig forhindret nogle mennesker i at gå der. For det er der jo ingen, der vil, ” lyder indvendingen fra Povl Blak Bojer, inden han fortsætter:

”Det, at man argumenterede med, at man ville sikre offentlighedens adgang til randzonerne, der lavede man efter min mening et alvorligt selvmål, fordi hvis det er den vinkel, så er der jo ingen tvivl om, at man tager noget jord fra landmændene og giver til offentligheden. Så kan man slet ikke diskutere, at det er grundlovens paragraf 73, der bliver krænket. Hvis de vil have det til det formål, så er de jo nødt til at købe og betale det.”

Landbruget som forsøgskanin
Efter randzonesagen for alvor begyndte at rulle er flere faglige oplysninger kommet til. Senest har en tysk rapport sået tvivl om effekten af randzoner, og det har blandt andet styrket Povl Blak Bojer i sin sag mod de forhadte zoner. 

”Hvis ikke lovgivningen har et fagligt indhold, så har det ingen gang på jord. Og i den her situation, mener jeg, det er ved at være så tydeligt, at det har det ikke. Landbruget er efterhånden blevet til kastebold mellem forskellige politiske dagsordener. Og man har gennem de seneste tredive år hjernevasket både landmænd og den øvrige del af befolkningen til at tro, at landbruget ødelægger naturen, fordi man flittigt har brugt de to skældsord; kvælstof og miljø. Og nu er det simpelthen kommet så vidt, at landbruget bliver nødt til at finde ud af om det passer, fordi landmændene kan ikke bære mere. Erhvervet kan ikke bære mere, ” lyder det fra Povl Blak Bojer.

”De 179 personer, der sidder inde i Folketinget, er nødt til at erkende, at det samfund, vi har, det har også nogle økonomiske interesser for os alle sammen. Vi kan ikke bare sige; vi vil have og vi vil have, uden at tage stilling til, at det også skal finansieres. Og jeg mener ikke samfundet har råd til at undvære landbruget. Og så bliver man også nødt til politisk at forholde sig til, om man vil blive ved med at lovgive på et helt forkert grundlag. Et manipuleret grundlag.”

Forventer frikendelse
Efter to år uden randzoner, som reaktion på en lov, der vildleder mere end den vejleder, glæder Povl Blak Bojer sig til snart at kunne sætte et endeligt punktum i sagen. Og selv regner Povl Blak Bojer med, at retten i Holstebro vil frikende ham.
  
”Jeg forventer at blive frikendt, fordi jeg mener alt det rod, der er i det faktuelle og alt det rod, der er i, hvor loven skal gælde, der tror jeg, at en dommer vil sige; ’jamen, hvem skal egentlig kunne finde ud af det her?’ I kan ikke en gang selv finde ud af det, ” slutter Povl Blak Bojer.

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk