Afgifter skal ikke håndteres af private virksomheder

Der er opkrævet 161,4 mio. kr. for meget i produktionsafgift fra danske sukkerroeproducenter. Det er fastslået af EU-domstolen i to domme, men de danske myndigheder fralægger sig ansvaret. Bæredygtigt landbrug mener, at SKAT og NaturErhvervstyrelsen selv skal tage hånd om de ulovligt opkrævede afgifter i stedet for at placere opgaven hos Nordic Sugar

Der er opkrævet 161,4 mio. kr. for meget i produktionsafgift fra danske sukkerroeproducenter bl.a. på grund af en forkert beregningsmetode. Dette er fastslået af EU-domstolen i to domme. Pengene ligger nu hos Nordic Sugar, og den private virksomhed skal ifølge NaturErhvervstyrelsen (NAER) nu finde frem til de producenter, som har betalt for meget i afgifter. Afgiften dækker perioden fra år 2002-2005, altså hændelser, der ligger langt tilbage i tiden. NAER er tilsyneladende af den opfattelse, at kravet er omfattet af en 3-årig forældelse, hvorefter kravet bortfalder og en del af midlerne skal sendes til EU.

Der er sket fejlbehandling
Det grundlæggende problem er ifølge Bæredygtigt Landbrug, at der er sket fejl i opgørelsen. Denne fejl ligger ikke hos Nordic Sugar, men hos de danske myndigheder. Derfor virker det helt urimeligt, at man bebyrder Nordic Sugar med at finde frem til de berørte sukkerroeproducenter og tilbagebetale midlerne. Det mener jurist i Bæredygtigt Landbrug Nikolaj Schulz.

”Tilbagebetalingen af afgifter er helt åbenlyst et myndighedsansvar og ikke et anliggende for en privat virksomhed. Myndighederne kunne eksempelvis bede Nordic Sugar om oplysningerne, og derefter selv overtage sagen. Myndighederne har jo langt bedre retlige og faktiske muligheder for at finde de rette producenter,” lyder kritikken fra Nikolaj Schulz.

Forældelsen bør være 10 år og ikke de normale tre år
I svarene Bæredygtigt Landbrug har modtaget fra NAER, fremgår det, at styrelsen mener, at sagerne er omfattet af den normale forældelse på tre år. En påstand jurist Nikolaj Schulz mener er i strid med gældende lovgivning på området.

”Når et krav er forældet, er det helt og holdent bortfaldet. Hovedreglen i dansk ret er, at krav forældes efter tre år. Det er dog en række modifikationer. En af modifikationerne er, når kravet udspringer af et særligt retsgrundlag. Det fremgår af forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, at forældelsesfristen er 10 år, hvis fordringens eksistens og størrelse er anerkendt ved bl.a. dom,” siger Nikolaj Schulz og fortsætter:

”Nu kender EU-Domstolen ikke til fordringens størrelse, men dommen giver dog alligevel anledning til en ny beregningsmetode. Dette må være tilstrækkeligt til at opfylde bestemmelsen i forældelsesloven. EU-retten har igennem tiderne opbygget faste principper for, at borgerne kan håndhæve EU-retten. Her tænkes særligt på princippet om EU-rettens forrang, direkte virkning, effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet. Principperne har kun reelt virkning og retskraft, hvis borgerne rent faktisk kan støtte ret på disse principper ved domstole, klagenævn og naturligvis også i forbindelse med myndighedsbehandling. Det er uklart, hvad den juridiske begrundelse er for, at forældelsen tilsyneladende ikke er omfattet af forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3.”

De danske producenter har brug for pengene
Dansk landbrug befinder sig midt i en alvorlig krise, blandt andet forårsaget af en katastrofal undergødskning af de danske marker, og det er rigtig svært for de danske landbrugere at holde humøret højt. Når der oven i hatten indkræves for mange afgifter, så bør det være et minimumskrav, at de danske myndigheder tager ansvaret og sørger for, at producenterne retmæssigt får deres penge tilbage.

”NAER og SKAT skal være sig sit ansvar bevidst og finde de landmænd og arvinger, der retmæssigt har krav på pengene. De kunne jo passende sende en uforbeholden undskyldning sammen med checken. Det bryder med grundlæggende principper, at det er producenterne, der skal opsøge deres retsmæssige krav, når det er NAER og SKAT, der er ansvarlige for fejlen.”

Det er en ommer
Ifølge Nikolaj Schulz komplicerer det sagen, at man overlader ansvaret til en privat aktør i forbindelse med tilbagebetalingen af de mange millioner kroner, når sagen drejer sig om håndtering af afgifter.

”Hvorfor skal afgifter tilbage til EU? Der er jo tale om afgifter, og ikke EU-støtte. Vi vil også gerne have svar på, om hvorfor forældelsen ikke er ti år, når dette synes oplagt efter forældelsesloven.”

Bæredygtigt Landbrug har i uge 41 fremsendt en række spørgsmål til NAER omkring sukkerroeproducenternes retsstilling, og ifølge Nikolaj Schulz vil foreningen følge op på sagen indtil de ulovligt opkrævede afgifter kommer tilbage til de rette ejere.

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top