Ansatte i landbruget: Det er svært at snakke med andre om sit arbejde

Når de går på arbejde, er det i tøj, der må blive beskidt og omgivet af dyr, der lugter, men det billede, der bliver tegnet i medierne af at arbejde i landbruget, passer ikke med det, de kender fra deres dagligdag. Mød Brian og Vita, der arbejder med grise

Deres arbejdsplads er stor i omfang, men de er kun fem ansatte ud over chefen. De møder tidligt om morgenen og har et stort, personligt ansvar. De træffer beslutninger, der har betydning for omsætningen, og de arbejder fysisk hårdt.

34-årige Brian Lehmann er fodermester og 30-årige Vita Biazik arbejder i farestalden hos svineavler Kim Kjær Knudsen. På Allindemaglegaard er der 1250 søer og hvert år laver de to, de tre elever og chefen 42.000 30 kilos grise.

Arbejdet på gården stiller store krav til den enkelte, oplever Brian.

”Når man arbejder med dyr, er man nødt til at være mere udholdende. Det sker jo ikke bare af sig selv. Det skal jo gøres, for det er jo levende dyr vi har med at gøre, og det er den indstilling man må have, synes jeg.”

Landbrugets omdømme er ikke mit omdømme
Hverken Vita eller Brian oplever, at folk kommer til dem og siger grimme ting om deres arbejde eller om landbruget. Men det kan ikke undgås, at de negative historier, der af og til fylder i pressen, også fylder hos de to.

“Der er mange positive og negative informationer om landbrug og grise. Jeg mener, det er almindeligt arbejde som alt andet, og nogen skal jo tage sig af grisene. Vi får besøg af en masse mennesker, og vi prøver at forklare dem, hvordan vi gør tingene og hvorfor, og at det ikke er så ulækkert, som mange mennesker tror. Jeg synes, det er et godt arbejde for mennesker, der kan lide dyr,” forklarer Vita, inden Brian tager over.

”Jeg oplever ikke fordomme, det vil jeg ikke sige. Men jeg synes, de er grove engang i mellem, medierne, og jeg kan ikke genkende billedet, de tegner. Det er svært at snakke med folk om sit arbejde, synes jeg. Derfor er jeg rigtig glad for alle de grupper, vi har indenfor landbruget, hvor vi kan mødes.”

Vita møder oftest reaktionen, at det er ulækkert at arbejde med grise, når hun fortæller, hvad hun laver. Og hun ved da også godt, at grise lugter og at hun derfor lugter, når hun har været på arbejde.

”Du går i beskidt tøj og du lugter, så det er ikke som at sidde på et kontor, men efter arbejde tager du et bad og så er du som alle andre mennesker,” siger hun med et smil.

I stalden ved et tilfælde
På en stor white board-tavle i kaffestuen markeres det, hvordan udviklingen i stalden er. Her er tal for, hvor længe en so er drægtig, hvor mange smågrise hun får, hvor mange der fravænnes og så videre. Grønne tal betyder, at målsætningen er opnået, mens de røde tal indikerer, at der er noget at arbejde med. Både Brian og Vita noterer på tavlen.

Vitas dagligdag foregår i farestalden, hvor hun arbejder sammen med to andre kvinder. Brian mener, at det er fordi, kvinder er bedre til de små grise, men Vita er ikke enig.

”Nej, det tror jeg ikke. Jeg har venner, som er mænd, der arbejder i farestalden og de er meget dygtige. Det afhænger af hvem du er som person, ikke om du er en dreng eller en pige,” siger hun.

Arbejdet med de små grise var egentlig ikke noget, hun aktivt søgte – det endte bare sådan, fordi hun havde et praktikforløb i en farestald, mens hun gik på skole i sit hjemland, Ukraine. Og nu er hun glad for det, så den eneste grund til at søge væk skulle være at finde et job, hvor lønnen er bedre.

Heller ikke Brian valgte grisene i første omgang. Han er uddannet maskinarbejder, men de seneste 13 år har han arbejdet i stalden. Han begyndte sin karriere med grisene hos Kims far, Peter. Og han kan ærligt sige, at han ikke har fortrudt skiftet, på trods af den negative presseomtale og de spørgsmål, der kommer, når han siger, at han arbejder i en svinestald. Smilet når helt op i øjnene, mens han svarer på mit spørgsmål.

Skal du være fodermester resten af dit liv?
”Jeg bliver her, hvis vi kan blive enige om det.”

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top