Spin som optakt til svinetopmøde: Boblen i Riis og Bisschops hoveder

I dag, torsdag d. 13. marts, afholder fødevareminister Dan Jørgensen (S) svinetopmøde, hvor Bæredygtigt Landbrug må se til fra sidelinjen, mens interessenter som blandt andre L&F, Forbrugerrådet, Det Dyreetiske Råd, Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse skal diskutere velfærd i den danske svineproduktion. Direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, har inden mødet taget hul på debatten

Af Peter Kiær, svineproducent og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug.

’Svineboblen brister snart’ lød det i fælles debatindlæg fra Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening tirsdag d. 25. februar i Politiken. Her proklamerede Britta Riis og Ella Maria Bisschop-Larsen (henholdsvis direktør og præsident i de to foreninger) i kor, at dansk svineproduktion både er gearet og økonomisk usikker. Med andre ord; en boble i overhængende fare for at briste – eller endnu være – at sprænge i luften. 

Et af duoens gennemgående argumenter for den forestående brist er, at industrien, der hvert år producerer 29 millioner svin, hverken er økonomisk bæredygtig eller den vækstmotor, som vækstpakker og politikere håber på. Og ifølge de to hjælper det ikke den danske økonomi at skrue op for produktionen, da en stor del af følgejobbene alligevel ender uden for Danmarks grænser.

I Riis og Bisschops øjne er kommerciel svineproduktion udelukkende et subsidieret foretagende, holdt kunstigt i live af landbrugsstøtte og drømme om bedre tider. Og et foretagende, der som resultat af den intensive produktion, kvitterer med risiko for både natur og mennesker. Alt i mens 9 millioner grise hvert år ender deres korte liv i dyretransporter og slagtning i Tyskland og Polen.

Det er ikke nogen holdbar forretningsplan blot at producere flere svin til opfedning i udlandet, som vi gør nu. Dem kan landmændene i de lande, vi eksporterer til, sagtens selv producere…, ’ skriver Riis og Bisschop. Jeg kunne ikke være mere enig. Det giver ingen mening at producere flere svin, hvis ikke de kan opfostres og slagtes i Danmark. Men det, som Riis og Bisschop indirekte anfægter, er de danske rammevilkår.

Dårlige rammevilkår
Ved at påføre erhvervet urimelige og konkurrenceforvridende rammevilkår, som for eksempel mindre brug af gødning eller højere husdyrstryk end vores naboer, tvinges danske svineproducenter automatisk til at færdiggøre produktionen udenlands. Enhver kan sige sig selv, at når vi i Danmark på grund af vores stramme miljøpolitik ofte kun kan tilføre godt halvdelen af den kvælstof, som man må tilføre i andre lande, ja, så får vi også et mindre udbytte i for eksempel protein. Det betyder, vi må købe en langt større del af vores foder som for eksempel sojaskrå produceret i Sydamerika. For min egen bedrift betyder det, at jeg hvert år tvinges til at købe yderligere foder fra Argentina til en værdi af omkring en halv million kroner. Penge jeg kunne have sparret, hvis jeg måtte gøde som mine kollegaer i Tyskland. Og det, kære Riis og Bisschop, er ganske rigtigt ikke bæredygtigt!

For at sætte trumf på indlægget, hævder direktøren og præsidenten i flæng, at den danske svineproduktion halter på dyrevelfærden, at 24.000 smågrise dagligt dør i de danske farestalde, at natur og vandmiljø udsættes for forurening og at produktionsformen udgør en potentiel stor sundhedsfare for os mennesker, der risikerer smitte med den resistente MRSA-bakterie

.

Spind og spinPeter Kiær med gris IKKE TOP
Kære Riis og Bisschop, vi har jo netop øget produktionen uden at vi har øget miljøbelastningen. Tværtimod, har vi siden 80’erne reduceret vores ammoniak- og kvælstofbelastning (for kvælstofs vedkommende med 50 procent). Og hvad angår de døde smågrise, så er det ved utallige lejligheder fremført, at der reelt er tale om 22.000 døde. Og herfra skal trække de naturligt dødfødte smågrise, som også ville have været døde, hvis der var tale om et helt naturligt svineliv i det fri, og i den økologisk produktion er dødeligheden endnu højere.

Så er der halekuperingen. Endnu en gang; det er ikke ulovligt at kupere haler. Stort set alle bedrifter har en dyrlæge tilknyttet. Og det er ham alene, der vurderer, hvorvidt halekupering er nødvendig. Det er ikke noget landmanden skønner.

Dertil er det også forkert, når I hævder, at antibiotikaforbruget er 13 procent højere i konventionel svindeproduktion i forhold til den økologiske svineproduktion. Man har ikke lavet ordentlige, dokumenterbare undersøgelser, der skulle støtte den påstand. 

Så er der jeres spin omkring MRSA, der ifølge jer hastigt spreder sig til mennesker. Og ja, der er MRSA i Danmark. En bakterie, som ifølge Statens Serums Institut oprindeligt stammer fra mennesker. Det er rigtigt, at man nogle steder i udlandet har massive problemer med bakterien. Sådan har vi det heldigvis ikke i Danmark. Men bakterien har ikke noget med grisene at gøre, der ville også være MRSA i Danmark om vi så blot havde halvt så mange grise.  Så på den måde, har det ikke noget med vores produktion at gøre, og det vil være klædeligt af Riis og Bisschop ikke at opildne til unødig frygt.

Ifølge Riis og Bisschop er ’dyr, der lider i staldene, massive miljøproblemer både her og i andre verdensdele og fare for menneskers sundhed er en høj pris at betale for en svineindustri, som ikke er økonomisk bæredygtig… Og så er det ikke en gang nogen god forretning… øget svineproduktion er en boble, som bare venter på at briste.’

Landbruget som krumtap
Tillad mig at korrigere; det er rent sludder. Landbruget er en af de vigtigste bidragsydere til dansk økonomi.  Landbruget og dets følgeerhverv er med 183.000 arbejdspladser og en årlig eksport på 148 milliarder kroner en vigtig krumtap i den danske indtjening. Og rummer et langt større potentiale, hvis rammevilkårene tillader. Om det er en god forretning, må være op til den enkelte at vurdere. Men der er ingen tvivl; forretningen kunne blive langt bedre med politisk vilje og de rette vilkår.  

Men lad mig slå fast Riis og Bisschop; der er ingen svineboble på min bedrift, heller ikke hos min nabo. I Danmark producerer vi svinene, og vi sender dem derhen, hvor vi får mest for dem. Men selvfølgelig vil vi da helst producere dem i Danmark. Boblen, der risikerer at briste, er ikke i dansk svineproduktion. Måske snarere i hovedet på d’damer selv?

Læs Britta Riis og Ella Maria Bisschop-Larsens debatindlæg ’Svineboblen brister snart

Scroll to Top