På Plantekongres i Herning fremlagde chefkonsulent i Miljøstyrelsen Hans Kjær tankerne bag retentionskortlægning som en del af en ny målrettet arealregulering, som man arbejder med i de arbejdsgrupper, der er nedsat til opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger.
Og det var ikke sød musik i direktør Vagn Lundsteens ører.
”Det som Ida Auken har sat sine folk i gang med i Miljøstyrelsen strider direkte mod landbrugets interesser. Det bliver en forfærdelig bureaukratisk ordning, og den vil ikke give landbruget mere kvælstof. Der bliver primært tale om en omfordeling fra en landmand til en anden,” lyder kritikken fra Vagn Lundsteen, der fortsætter:
”Der arbejdes slet ikke med målinger overhovedet, men med teoretiske modeller. Der er tale om en kortlægning af Danmark i kvadrater på 1500 hektar, opdelt i jordtyper og retention, altså forenklet sagt, hvor langt der er til vandet.”
Ikke mere kvælstof
Det mest bekymrende for direktøren er ikke det ellers skræmmende bureaukratiske cirkus, der kan skimtes forude. Det er derimod, at den ventede og eftertragtede ændring i kvælstofnormerne, som direktøren havde set frem til med en ny regulering, ikke tegner til at blive en realitet.
”Min klare opfattelsen er, at den ny regulering skulle give landmanden mulighed for at gøde efter ligevægtsprincippet, men det er ikke det, der lægges op til her. Det giver ikke nogen mening, at man bare omfordeler. Det er der ingen, der vinder på, ud over det bureaukratiske system,” siger Lundsteen.
Direktøren har igen og igen forklaret, hvordan han mener, at den ny regulering skal hænge sammen. For ham er det indlysende, at landmændene skal måles på, hvad de rent faktisk udleder. I hans optik handler det om, hvad der ender i recipienten. Når man har målt dette, kan man derefter regulere, hvis det viser sig, at der er et problem. Med andre ord er det op til landmanden at gøde sine marker på en måde, der er optimal for hans afgrøder, men holder sig indenfor de krav, der stilles til situationen i recipienten. På den måde er det ligegyldigt, hvor meget landmandens jord potentielt kan tåle eller tilbageholde. Det handler udelukkende om slutresultatet i recipienten.
Med det in mente, undrer det Vagn Lundsteen, at myndighederne stædigt fastholder snakken om sårbare og robuste jorde og holder fast i retentionskortlægningen.
”Hvorfor gøre det så besværligt og bureaukratisk, når det slet ikke er nødvendigt. Man skal bare bruge målinger.”
Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk
