Demokratiet er en hæmsko for enevældige styrelser

Udgivet 2. december 2013 - kommentarer:
Demokratiet er en hæmsko for enevældige styrelser

Der har i mange år været en embedsstand i Naturstyrelsen der, ved tilsidesættelse af direktiver, har politiseret sin egen dagsorden i forbindelse med miljøindsatser og tilvejebringelse af data, skriver næstformand Peter Rosendal

Af næstformand Peter Rosendal

Det er nok ikke forbigået nogen politiker, at dansk landbrug nu kræver, at miljøindsatser i Danmark fremover kun skal iværksættes, hvis der findes et målbart problem for miljøet. 

Igennem mange år er vi i landbruget blevet udråbt som den eneste skurk, hver gang naturen har haft det svært og det vel at mærke uden, at der er frembragt reelle beviser for påstandene. I stedet er der gang på gang udtænkt en modelberegning, som til lejligheden kunne levere det politisk korrekte svar. 

Jeg kan godt forstå, at embedsstanden har så travlt med at fjerne miljølovgivningen fra Folketingssalen. Det er nu engang nemmere at skjule forvaltningsmisbrug ved at konstruere reguleringer med bekendtgørelser, i stedet for at skulle stå til ansvar overfor borgerne og hele Folketinget, når nu bedraget er blevet opdaget.

Lad mig give et eksempel på denne udemokratiske forvaltningskik:

Fiskevandsdirektivet
Fiskevandsdirektivet har til formål at give et reelt sammenligningsgrundlag for miljøreguleringer mellem de enkelte medlemslande i EU. I direktivet er der udfærdiget nogle ufravigelige regler for, hvornår der skal udtages vandanalyser, hvilke forurenende stoffer vandet skal undersøges for, og hvilke grænseværdier, der skal overholdes i vandmiljøet. Prøverne skal tages, for at EU kan sikre, at naturen i EU's vandløb kan bedømmes ud fra det samme regelsæt, så der umiddelbart kan laves en sammenligning af vandmiljøets tilstand på tværs af landegrænserne.

En af fællesmarkedets vigtigste funktioner er at skabe ensartede konkurrenceforhold medlemslandene imellem, og det er der også taget stilling til ved udfærdigelsen af fiskevandsdirektivet. Her er det igen vandanalyserne, der er udgangspunktet for sikring af arbejdspladser og erhverv. Direktivet skal sikre, at der ikke sker en overimplementering til skade for hele EU´s forsyningssikkerhed hvad gælder både en stabil forsyning af gode og sunde fødevarer, arbejdspladser og handel imellem landene.

Før regeringen i det enkelte medlemsland kan tage stilling til tiltag, der begrænser produktion eller arbejdsmarkedet, skal der laves en konsekvensberegning af tiltagene i et tæt samarbejde med borgerne, den såkaldte borgerinddragelse. Konsekvensberegningerne skal godtgøre, at medlemsstaten har valgt den bedste og billigste løsning for at løse et påvist problem, og implementeringen skal ske på en måde, der påfører befolkningen færrest mulige gener.

Danmark har ved flere lejligheder overfor EU garanteret, at man overholder fiskevandsdirektivet. Dette er et faktum.  Der er ved flere miljøhandleplaner fra dansk side fremført, at Danmark har store problemer med næringsstoffet kvælstof. Miljøplanerne har ført til, at der er indført meget belastende indgreb overfor landbruget i Danmark. Indgrebene er ikke sket med baggrund i de målinger, som skulle tages i henhold til fiskevandsdirektivet, men i stedet ved brug af tvivlsomme modelberegninger.

Vandanalyser med udgangspunkt i fiskevandsdirektivet skulle have været udgangspunktet for indsatsen, men sådan blev det ikke. Naturstyrelsen har i flere årtier haft en politisk holdning til landbruget, og da man ikke med faktiske analyser i hånden kunne påvise behovet for begrænsninger af landbrugsproduktionen, valgte man at hemmeligholde vandanalyserne, og i stedet konstruerede man modelberegninger, der passede til den teoretiske opfattelse af tilstanden i danske vandløb.

Danmark har siden fiskevandsdirektivet indførelse, i fuld overensstemmelse med direktivet, undladt at udtage vandanalyser i langt størsteparten af danske vandløb. I fiskevandsdirektivets artikel syv er nemlig anført, at hvis der er målopfyldelse af parametrene i bilag 1, og hvis der ikke er fare for overskridelse af disse parametre, kan medlemsstaten undlade at udtage vandprøver fra det enkelte vandområde.

Her er det for alvor, at Naturstyrelsen forbryder sig mod god forvaltningsskik. Naturstyrelsen fortsætter med at kræve omkostningstunge indsatser for at begrænse kvælstof, uden at tilkendegive, at man ved at indstille prøveudtagningen, der kræves i fiskevandsdirektivet, har frikendt kvælstof som et problem. Endnu et faktum.

Natur- og Landbrugskommissionen har i maj 2013 anbefalet et paradigmeskifte i forhold til kvælstofreguleringen i Danmark. Naturstyrelsen har nu indset, at der vil komme fokus på de store forvaltningsmæssige svigt, der har fundet sted siden Vandmiljøplan I. For at skjule det store svigt forsøger man nu, som sidste udvej, at fjerne borgernes ret til at påpege fejl og mangler ved nye miljøindsatser.

Det er mere bekvemt at ændre reglerne og fjerne klagemuligheden, når nederlaget er nær, end at tabe ansigt overfor hele nationen, og blive tvunget til at lave tiltag, der er i overensstemmelse med virkeligheden. Hvis teori og virkelighed ikke passer sammen, må det være virkeligheden, vi skal forholde os til. Men det er ikke sådan, man arbejder i Miljøministeriet; her forsøger man at gøre det modsatte.

Jeg er dog overbevist om, at de danske politikere efterhånden har gennemskuet embedsvældets evne til at dække over fejl i egne rækker. Lad os styrke demokratiet og skabe virkelig borgerinddragelse, som EU foreskriver, og fjerne beføjelser og politisk magt fra embedsmændene. Vi skal som borgere også i fremtiden have mulighed for at protestere, hvis reglerne kommer ud af trit med virkeligheden.