Sondring mellem robuste og ikke robuste jorde?

Det er nu godt et halvt år siden, at Natur- og Landbrugskommissionen præsenterede sin rapport ’Natur og Landbrug – En ny start’, der med 44 anbefalinger og 144 konkrete forslag gav et bud på, hvordan der kan skabes udvikling og vækst i det danske landbrugserhverv, når der på én og samme tid skal tages hånd om både natur, klima og miljø.

Ifølge rapporten er en af anbefalingerne en ny regulering af landbrugets brug af kvælstof, hvor visse arealer tildeles mere kvælstof, mens andre tilsvarende tildeles mindre. Men for at kunne øge tilførslen af kvælstof på de mere hårdføre marker anbefaler kommissionen, at der sondres mellem robuste og ikke robuste jorde.

’Den nye regulering baseres på forskellige arealers evne til at tilbageholde kvælstof (retention), afgrødens betydning for kvælstofudvaskningen og sårbarheden for det enkelte vandområde… En ny type regulering kan variere væsentligt mellem forskellige typer arealer og bedrifter. For arealer med høj retention kan der blive mulighed for en øget kvælstoftilførsel, mens andre arealer med en lavere retention vil kunne tilføres en mindre kvælstofmængde end i dag’. 
(’Natur og Landbrug – En ny start’, side 40 og 41)

Det er med andre ord jordens evne til at tilbageholde kvælstof, der afgør, om en jord er sårbar eller robust. Men det er en sondring, der ifølge flere eksperter kan være svært at fastslå. Ganske enkelt fordi, man i dag ikke har redskaberne til at måle detaljeret output fra den enkelte bedrift (se henvisning til artikel nederst), og det derfor kan være svært – om ikke umuligt – at fastslå præcist, hvorvidt en jord kandiderer til den ene eller den anden betegnelse.

(Klik her for at læse rapport om robuste og sårbare jorde)

Foreningsformænd usikre på, hvad sondringen indebærer

Men når nu kommissionens anbefaling, om en klassifikation af landbrugsjorden – som enten robust eller ikke robust, sårbar eller ikke sårbar – byder på store udfordringer med tilsvarende store risici for fejlsondring, er tiden så i det hele taget moden til en sådan sondring?

For at få svar på det spørgsmål har Bæredygtigt Landbrug foretaget en rundringning til danske landboforeningers formænd for at få deres bud på, hvorvidt de mener, man bør skelne mellem robuste og ikke robuste jorde?

Af de 14 formænd, som Bæredygtigt Landbrug har talt med, siger blot én klart ’ja’ til en sondring mellem robuste og ikke robuste jorde.

”Jamen, det er jeg da ren fortaler for. Hvis vi kunne komme til at give den lidt mere gas på de robuste jorde, så tror jeg godt, vi kunne finde en eller anden fordelingsnøgle, hvor man måske kunne tage nogle arealer ud, hvor det er knapt så robust,” siger en formand, der som alle andre har deltaget anonymt i undersøgelsen.

Seks formænd mener ikke, man bør sondre mellem jorderne overhovedet, mens syv giver udtryk for, at hvis det ikke kan være anderledes, og hvis det er midlet til at kunne tilføre mere kvælstof, så er det et onde, man må leve med. Generelt svarede en stor del af de syv, at de er usikre på, hvad denne stempling af jord, som enten robust eller ikke robust, egentlig dækker over, og at der i sondringen er for mange ubekendte. Eller som et par af formændene siger:

”På den ene side ’nej’ og på den anden side – i princippet – ’ja’. Altså, den målrettede miljøregulering ’ja’, men den faglighed, der ligger til grund for, at vi går ind og klassificerer vores jord på den måde, der ligges op til, den er simpelthen ikke god nok. Og det vil jeg ikke acceptere som værende grundlag”.

”Om man skal inddele landet i robuste og ikke robuste jorde? Det er i hvert tilfælde ikke noget vi vil have med at gøre i landboforeningen – den kategorisering af jorden. Vi har jo medlemmer, der både har robust og ikke robust jord. Og enhver landmand er jo glad for hans egen lille plet jord.  Men det er da en rigtig god diskussion, for det er jo helt sikkert en diskussion, der er meget central i vores bestræbelser på at få lov at bruge noget mere kvælstof,” lyder det fra en anden, mens en tredje står fast på målinger, inden der skal sondres mellem jorderne:

”Vi skal måle. Og det skal dokumenteres, at der er noget i vejen. At der er noget at gøre – eller ikke noget at gøre. Og skulle det vise sig, at vi har et område, hvor der er et større næringstab end normalt til naturen, så skal man først derved lave et minivådområde, et stenrev eller gøre brug af andre tiltag, sådan at man fortsat kan dyrke disse arealer og beholde disse samfundsværdier. Når der er en bil, der forurener rigtig meget – fx den gamle V8 fra Amerika – jamen, så må den have en speciel katalysator på, så vi stadig kan køre i den. For den kører jo fint fremad.”

Økonomisk omfordeling?

Ifølge Natur- og Landbrugskommissionen og modelberegninger fra Københavns Universitet vil 70 procent af alle landets landbrugsbedrifter få en økonomisk gevinst som følge af den ny regulering og dermed øgede kvælstoftilførsel. Mens reguleringen for 30 procent af landbrugsbedrifterne vil medføre tab som følge af den nedsatte kvælstoftilførsel (’Natur og Landbrug – En ny start’, side 41).

I forlængelse heraf stillede Bæredygtigt Landbrug i rundspørgen spørgsmål til, hvorvidt der i forbindelse med en mulig sondring af robuste og ikke robuste jorde også bør følge en økonomisk omfordeling og kompensation til de landmænd, der i fremtiden vil miste indtægt som følge af den nye regulering. Hvis altså, man følger anbefalingen om øget kvælstoftilførsel på visse jorde, forudsat at der tilføres mindre kvælstof på andre jorde.

Af de 14 svar, som Bæredygtigt Landbrug har fået i forbindelse med rundringningen, siger to formænd klart ’nej’ til spørgsmålet om, hvorvidt der bør ske en omfordeling af midler mellem landmændene.

”Det kommer jo ikke i spil. Der hvor der er udfordringer, går lodsejerne sig sammen om at gøre tiltag, sådan at der ikke er et problem mere. De bliver nødt til at betale lidt, så de får denne løsning. Men når det så er sagt, så er det ikke kun landmandens vand, der løber i dræn og vandløb. Det er vand fra vejene og fra den spredte bebyggelse. De har også deres lod i vandet, så der skal man finde en fordelingsnøgle, sådan at oplandet fordeler udgifterne til den smarte og intelligente løsning. Så man fortsat har en dyrkning af disse arealer. Men vi skal være enige om udgangspunkt og faglighed i dette,” lyder det fra den ene af de to, der ikke ser meningen i en central omfordeling.

Tre formænd er i tvivl og kan se både fordele og ulemper ved en økonomisk omfordeling, som de især mener, bør være på statens regning.

”Jeg er ikke i tvivl om, at skal man omfordele jord, så skal den kompenseres. Og det er man vel ikke uenig i. Det man er uenige om, det er, hvor pengene de skal komme fra. Min pointe det er, at Ida Auken hun siger ’det er forureneren, der skal betale’, og der ligger jeg til, at jeg synes, at slutbrugeren er forureneren i den sammenhæng. For det at producere fødevarer, det har en pris – både den pris man direkte betaler i køledisken – men også den pris, man skal betale for at vedligeholde naturen og miljøet. Den pris, det er forbrugeren, der skal betale den. Og når ikke forbrugeren vil betale den i køledisken, så må den skattefinansieres. Det er min holdning.”

Endelig mener otte formænd, at regningen skal deles kollektivt, og at der skal ske en økonomisk omfordeling landmændene imellem.

”Hvis vi som udgangspunkt holder fast i at landbrugsjord er landbrugsjord, så behøver vi jo ikke den ordning. Men hvis det er ultimativt umuligt at komme udenom, så er det da også min faste og personlige overbevisning, at så er vi da nødt til at dele de omkostninger kollektivt og solidarisk. Og så er vi jo nødt til at have en eller anden pulje. Men det er absolut anden prioritet,” siger en formand til baeredygtigtlandbrug.dk.

”Tager man landbrugsjorden ud af drift, så skal man da betale for det. Men landmanden skal da holdes skadesfri,” siger en sidste formand til baeredygtigtlandbrug.dk