Landbruget kan skabe 40 procent vækst inden 2015

Hos Bæredygtigt Landbrug mener man, at et mål om vækst på 40 procent i dansk landbrugs indtjening på blot to år er opnåeligt, men skal målet nås, kræver det markante ændringer af erhvervets rammevilkår.

I maj 2013 udtalte den daværende nordirske miljøminister Alex Attwood til den nordirske landbrugsavis FarmWeek, at – ’Landbruget udgør en vital del af vores samfundsøkonomi. Vi vil afskaffe unødvendig bureaukrati, så landbruget får mulighed for at vokse i et økonomisk udfordrende klima. Jeg vil hjælpe til, at landbrugs- og fødevareindustrien kan vokse med 40 procent over de kommende år’.

Den offensive rolle i forhold til landbrugets muligheder så direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen, gerne at den danske fødevareminister adopterede, for i foreningen mener man, at et vækstmål på 40 procent bestemt er inden for rækkevidde, med den situation dansk landbrug befinder sig i lige nu.

3.500 arbejdspladser forsvinder ud af fødevareerhvervet hvert år, og en fjerdedel af landbrugsfamilierne låner for at betale regningerne. Landbrugsjorden er faldet i værdi til 60 procent af, hvad den var for fem år siden. Halvdelen af mælkeproducenterne er insolvente, og kun i et ud af ti år har det givet overskud at producere slagtesvin. Det er sandheden om landbruget i Danmark. Den sandhed læser de, som låner landbruget penge også. Effekten er selvforstærkende og forværrer landbrugets krise dag for dag.

Landbrugsministeren udtalte i uge 42 til Børsen, at: ’ Landbrugets vilkår skal saftsuseme være i orden’. Men i samme moment at: ’ men indrømmer, at der stadig er lang vej, før myndighederne kan udpege de helt nøjagtige sårbare og robuste jorder. Hun afviser, at man når helt i mål med det arbejde i de næste par år. Til gengæld skal hele udviklingen med at indføre et nyt system stå i stampe imens. 

Den udmelding mener Vagn Lundsteen er invaliderende for landbrugserhvervet i Danmark, da Karen Hækkerup med udtalelsen ikke gør noget for at standse den negative udvikling. Derfor efterlyser Bæredygtigt Landbrug en skarp udmelding fra ministeren, der viser, at regeringen vil landbruget. 

Vagn glad i hvedemark juli 2013

”Dansk landbrug har ikke styrke til at vente på, at tingene skal ændres til det bedre over en årrække. Skal der være en fremtid for landbruget i Danmark, kræver det en handlekraftig minister, og en regering, der vil det godt for landbrugserhvervet. Dansk landbrug kan vende den negative udvikling på kort tid, hvis blot politikerne, med fødevareministeren i spidsen, har modet til at vedtage de nødvendige ændringer i rammevilkårene for landbrugsproduktionen i Danmark,” lyder meldingen fra Vagn Lundsteen. 

Hos Bæredygtigt Landbrug mener man, at et mål om vækst på 40 procent frem mod 2015 er opnåeligt for landbrugsproduktionen i Danmark. 

”Vi oplever dagligt konkurser med deraf ulykkelige skæbner for familier, der har gjort det at producere sunde fødevarer og øvrige landbrugsprodukter til deres livsværk. Men der findes en vej vil vækst og arbejdspladser i fødevareklyngen. Ved at sætte ind med de stærkeste virkemidler, der kan hjælpe her og nu, kan vi producere os ud af krisen, og det vel at mærke uden at belaste samfundsøkonomien, miljøet eller naturen,” vurderer Vagn Lundsteen. 

Et boost til landbruget

Hvede til hjemmeside

Alene ved at give de danske landmænd mulighed for at gøde efter ligevægtsprincippet, viser fuldskalaforsøg fra 2013, at man på blot en enkelt dyrkningssæson kan øge udbyttet af afgrøderne med 20 procent, samtidig med at kvaliteten af høsten forbedres tilsvarende. 

De gode resultater mener Vagn Lundsteen er mulige at opnå i hele landbruget, da et øget udbytte på markerne med et markant højere proteinindhold i de høstede afgrøder vil betyde, at landbruget hvert år, alene på baggrund af en ændring i gødningsnormerne, vil kunne tilføre 10 milliarder kroner årligt til landbrugets hårdt prøvede økonomi. 

”En vækst i fødevareklyngen på 40 procent er opnåelig inden for relativt få år, og det eneste, der kræves, er politisk vilje til at lade dansk landbrug konkurrere på lige fod med kollegerne i resten af EU. Og hvorfor vente med at skabe forbedringerne, når løsningerne ligger lige for,” siger Vagn Lundsteen. 

Hos Bæredygtigt Landbrug sætter man fokus på 15 punkter, der vil virke inden for ét år, hvis politikerne har modet til at føre dem ud i livet. Alle punkter er uden omkostning for det øvrige samfund. Alle forslagene vil ifølge Vagn Lundsteen give et ”boost” til landbruget, lokalsamfundet og hele det ganske land, hvilket igen vil bringe Danmark i førertrøjen som verdens bedste landbrugsland.  

”Det gælder om at få tilliden til landbruget tilbage. Den kommer når landbrugets muligheder for at tjene penge øges.  For når bonden har det godt, har samfundet det godt.” 

Her er Bæredygtigt Landbrugs 15 bud på, hvordan man kan opnå en vækst i den danske landbrugsproduktion på 40 procent inden 2015 

  1. En fjernelse af den nuværende detailregulering og indførelse af den ny regulering, byggende på tab til omgivelserne (emission)
  2. Gødskning efter EU’s-ligevægtsprincip, som i andre EU-lande.
  3. Harmonikrav som i vore nabolande. EU-Nitratdirektivet foreskriver 1,7 dyreenhed pr. hektar, mod de nuværende danske regler, der betyder, at der blot må være 1,4 DE/ha.
  4. Udsættelse eller ophævelse af randzoneloven. Erstattes af elementer i en ny regulering.
  5. Udskydelse af ’loven om efterafgrøder’. Erstattes af elementer i en ny regulering
  6. Annullering af regler om jordbehandling om efteråret
  7. Udskydelse af vandplanerne til efter 2015
  8. Vedligeholdelse af vandløb til imødegåelse af forsumpning af landbrugsjorden
  9. Stop for etablering af vådområder og boringsnære beskyttelsesområder
  10. Afskaffelse af den danske overimplementering af kontrol og regler
  11. Krydsoverensstemmelsesregler som følger linjen fra de øvrige EU-lande
  12. Privatisering af kontrolsystemet
  13. Indførelse af et fleksibelt og uvildigt kontrolsystem, hvor kontrollen må rådgive og vejlede
  14. Hurtig og effektiv miljøgodkendelse. Ingen krav om godkendelse ved udvidelser under 500 m2
  15. Udvidelse af garantibeløb i Vækstfonden 

 

Af Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug og Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk 

Scroll to Top