Derfor er slagteriarbejdernes flotte gestus forgæves

Lad mig slå fast: Jeg og alle i Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse synes, at slagteriarbejdernes tilbud er prisværdigt og aftvinger den dybeste respekt for det medansvar, der vises for dansk fødevareproduktion. Når vi alligevel melder ud, som vi gør, er det fordi, timingen er forkert og måske endda direkte skadelig.

At sende et signal til regeringen med tilbud om lønnedgang uden at stille krav om en generel forbedring af rammevilkårene for vores erhverv, giver ingen mening. Jeg vil foreslå slagteriarbejderne at parkere tilbuddet, til der kommer reelle forbedringer af konkurrenceforholdene på plads. Vi risikerer, at det giver politikerne det indtryk, at lønnedgangen kan løse noget som helst for dansk svineproduktion. 

Vagn 22. juli 2013

Selvfølgelig hjælper 600 millioner kroner på konkurrenceevnen. Men derfra til at pengene ender i producenternes lommer, er der lang vej. Og historien viser, at det sjældent eller aldrig ender sådan. 

Respekt for slagteriarbejderne, men de bliver desværre misbrugt
Slagteriarbejdernes tilbud om at gå ned i løn kan der ikke siges nok godt om, men dansk fødevareproduktion har ikke brug for små forbedringer her og der.

Vi har allermest brug for rammevilkårslettelser hele vejen rundt. I planteavlen, i mælkeproduktionen, i svinesektoren, kyllinge- og ægproducenter. Det gøres ikke ved lidt hist og her. 

Slagteriarbejdernes sparsomme penge
Jeg kan få det helt dårligt over, at slagteriarbejderne, der hver dag har hårdt fysik arbejde skal redde en fejlslagen miljøpolitik gennem de sidste tre årtier. Jeg ved godt, at lønningerne er højere blandt danske slagteriarbejdere end hos polske og tyske. Det er leveomkostninger også. 

Det er ikke de danske lønninger, der er skyld i, at 10 millioner svin køres ned over grænsen årligt. Det er rammevilkårene i primærlandbruget, hos den enkelte svineproducent, der er for dårlige. Alt for høje omkostninger og for strenge miljøkrav og harmonikrav, ødelægger økonomien i produktionen. 

Der skal være penge i at producere grise
Det er ikke nok at lette slagteriernes omkostninger. Det kan give bedre økonomi hos slagteriet, men det gavner ikke primærlandbruget. Hvis svineproducenternes økonomi ikke forbedres, er det hele ligegyldigt. Det er slagtesvinene, der mangler på slagteriet. De skal produceres. Hvis der ikke er penge i at producere grise, kommer der ikke flere grise til slagteriet. Rammevilkårslettelser for slagterierne kan medføre en midlertidig noteringsstigning. Den er velkommen og påkrævet. Men den er marginal i økonomien i forhold til, hvad der mangler i primærproduktionen ude på gårdene. For hver hektar planteavl er der et tab på mere end 2.000 kroner i forhold til den tyske landmand. Det er simpelthen umuligt at skabe rammerne for en rentabel svineproduktion, hvis ikke disse faktorer bliver draget ind i debatten. Det nytter ikke at lade sig spise af med en lille godbid. Vi skal have hele kagen i spil. 

Af Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug

Scroll to Top