Der er brug for nye vilkår for landbruget NU

Vagn Lundsteen forklarer i Effektivt Landbrug, hvorfor det er nødvendigt med en ny regulering og et andet syn på dansk landbrug fra politisk hold

Landbruget har brug for politikere, der handler i stedet for at tale. Vi har brug for de ledere, som miljøminister Ida Auken talte om, da hun sagde, at politikere taler og ledere handler. Det er brug for handling nu.

Jeg roser ikke Asger Møller Madsen fordi han bryder reglerne. Jeg roser Asger, fordi han gør noget aktivt i den hårdt pressede situation, dansk landbrug er havnet i. Det er ikke for sjov, at Asger gøder efter ligevægtsprincippet – det er fordi, det er bedst for afgrøderne, jorden og økonomien. 

Asger er en god landmand. Han kæmper for at kunne leve af sit erhverv og samtidig levere afgrøder, der er af den høje kvalitet, vi gerne vil være kendt for i verden. Vores regler er milevidt fra dem, vore nabolande har – og til trods for, at vi har samme vandoplande og selvom mere end 90 procent af kvælstoffet i danske farvande kommer fra Nordsøen, Østersøen og vore nabolande, har danske landmænd regler, der medfører, at vi undergøder den danske landbrugsjord – og på ingen måde ligner dem, der gælder for landmænd i de lande, vi deler Nordsøen og Østersøen med. Danske landmænd kan ikke længere sidde med hænderne i skødet og se på at erhvervet bliver afviklet på grund af meningsløse og uvirksomme regler.

Mette Gjerskov er oprørt over, at jeg har udtalt mig positivt om Asgers handlinger, kan jeg forstå på hendes udtalelser til medierne. Det ville være dejligt, hvis ministeren i stedet var oprørt over de forhold, de danske landmænd bydes.

Det er naturligvis ikke ønskværdigt, at landmænd må ty til selvtægt og bryde reglerne i deres fædreland. Det er ikke ønskværdigt, at erhvervet ligger i åben tvist med dets egen minister. Men sådan er virkeligheden desværre i øjeblikket. Asger tager sagen i egen hånd, fordi han ikke kan se andre muligheder. Fordi der ikke bliver lyttet til hans argumenter – og fordi ingen tager notits af de resultater, han leverer på gården i Brovst. Asger har af egen drift sat måleudstyr op på sin bedrift, så han kan dokumentere, at hans gødskningsmetoder gavner jorden og udbyttet, men ikke påvirker vandmiljøet. Der er ikke brug for fuldskalaforsøg, der er brug en ny regulering – og for en minister og et embedsværk, der lytter og ikke efterlader landmændene i en presset situation, der fører til selvtægt.

Af Vagn Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug

Scroll to Top