”Mit håb er, at samrådet i morgen vil medvirke til også at gøre det klart for Enhedslisten, at det er helt uholdbart, at vi har en minister, der stædigt holder fast i en randzonelov, som hverken virker, og som der er et meget tvivlsomt juridisk grundlag for. Og at vi så kan få en konstruktiv minister, der sætter randzoneloven på pause, så vi kan sætte os ned med natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger og ændre paradigmet omkring den måde, vi regulerer landbruget på med fokus på en miljøregulering, der tager fokus på recipienten, og ikke fokus på generelle virkemidler. Hvis vi kan blive enige om det – det er jo det, der gavner miljøet – så tror jeg faktisk, vi kan komme rigtig, rigtig langt. Men vi skal have ministeren ned af træet først.”
Klokkeklart svar
Efter sidste samråd omkring emnet blev fødevareudvalget enige om, at forlange indsigt i korrespondancen mellem fødevareministeriet og EU. Korrespondancen skulle have været udvalget i hænde senest mandag i denne uge, men blev først overleveret halvandet døgn efter fristen. Derfor har Lene Espersen endnu ikke haft lejlighed til at gennemse korrespondancen.
”Jeg har slet ikke fået set korrespondancen endnu. Men jeg kender jo den korrespondance, for meget af det, har jeg jo set via aktindsigt. Og jeg mener jo bare, at det står fuldstændig klokkeklart sort på hvidt, at kommissionen har ikke på noget som helst tidspunkt godkendt den kompensationsordning. Det som kommissionen har sagt, det er at der bliver nogle betingelser for at de overhovedet vil kunne godkende det. Og det er jo ikke det samme som at sige, man godkender det. Og det skulle ministeren have sagt fra starten af; at EU har hverken sagt ja eller nej til noget endnu. Men at vi tror på, at når vandplanerne falder på plads, at så vil vi kunne få den godkendelse, ” lyder det fra Lene Espersen, der dog tror, at kritikken af forløbet ikke er uden betydning.
”Hvis man ser på de svar, der er blevet giver over det sidste halve år, så er hun også begyndt at svare lidt anderledes, når hun svarer Folketinget. Hun er begyndt at tage flere forbehold. Og det er selvfølgelig fordi det, som bl.a. Bæredygtigt Landbrug har sagt hele tiden og som Peter Pagh har påpeget, at det har faktisk vist sig at være rigtigt; at EU-delen er der ikke styr på,” siger den konservative fødevareordfører, som stiller spørgsmål ved, om ministeren har levet op til sit ministeransvar i forbindelse med miseren omkring randzoneloven.
”Ministeren er jo blevet ved med at sige i de første otte samråd, at der ikke var nogen problemer, og at der var styr på EU-retten. Så er det jo så, hun skifter holdning i det niende samråd, og lige pludselig erkender ’jamen, den holder ikke, vi bliver nødt til at ændre reglerne’. Men hun har sagt, at EU har godkendt det. Og derfor har hun efter min opfattelse ikke orienteret Folketinget på en tilfredsstillende måde. Og så kan man altid diskutere; er det indenfor ministeransvarlighedsloven, skal hun have en næse eller skal hun have et mistillidsvotum? Og det er jo en politisk vurdering. Men jeg mener ikke, hun har orienteret os grundigt,”lyder det fra Lene Espersen, der dog ikke forventer, at torsdagens samråd sætter punktum i sagen om randzonekompensation.
”Det bliver spændende at se, hvad hun siger i morgen. Men jeg tror godt, jeg med sindsro kan sige, det ikke bliver det sidste samråd om den sag.”
Det handler om jura – og tillid
Hos Bæredygtigt Landbrug tror chefjurist Bjarne Nigaard heller ikke, at det sidste ord er sagt omkring sagen. Og han peger på, at ministeren til stadighed ikke har forklaret, hvorfor hun har fastholdt, at EU-støtteordningen var godkendt, selvom EU-Kommissionen har oplyst, at ordningen ikke var godkendt.
”Her handler det jo både om jura og tillid”, siger Bjarne Nigaard.
 |
”Det er meget væsentligt, at Folketinget ved hvilket grundlag de træffer beslutninger på, så det bliver de korrekte og lovlige beslutninger, fx i forhold til ekspropriation. Og at der ikke er en kompensationsordning på plads fra EU’s side, samt opstillet en række betingelser for en evt. godkendelse, det vil jeg sige er ganske væsentlig information i forbindelse med den juridiske vurdering af sagen. Samtidig handler det så også om, hvorvidt man fremadrettet kan regne med, at de oplysninger der kommer fra ministeren er fyldestgørende og rigtige. Kan man have tillid til, at ministeren fortæller det hun ved, eller undlader hun de dele, der ikke passer til dagsordenen?”
At Tina Krarup, tk@baeredygigtlandbrug.dk
