Hård kritik efter kaotisk randzonesamråd

Efter otte samråd med forsikringer fra fødevareminister Mette Gjerskov om at landmændene kunne sove roligt om natten, fordi randzonekompensationen var godkendt af EU Kommissionen, havde tonen på det niende samråd 8. maj fået en anden lyd: Nu er det er ikke længere alle lodsejere, der har udlagt randzoner, der er sikre på kompensation.

Et tiende samråd er på vej, da medlemmerne af Folketingets Fødevareudvalg langt fra var begejstrede for ministerens svar på de kritiske spørgsmål, ligesom det kom som en stor overraskelse, at den regering, som har slået på tromme for, at statsstøtten skal fjernes fra landbruget, nu selv indfører en randzonekompensationsordning baseret på statsstøtte. 

René Christensen (DF): Jeg er skuffet over ministeren

René Christensen (Værebro)

”Det her bekræfter mig bare i, at de partier, der har været kritiske overfor det her, jo har haft ret. Der var jo begrundet mistanke om, at det her kunne gå i vasken og man ikke kunne give den her kompensation, og derfor er jeg noget forundret over, at ministeren har kunnet tillade sig på så mange samråd at være så hård overfor både mig selv og andre, der har stillet spørgsmål til det her, og den måde hun har ageret i pressen også. At der kommer kompensation, og man kan være helt rolig og sove roligt om natten – og nu viser det sig pludselig, at der måske er mange, der ikke kan få kompensation,” lød det fra Fødevareudvalgets formand, der ikke var i tvivl om, hvilken følelse, han sad tilbage med:

”Jeg er meget, meget skuffet over den retorik, som ministeren har brugt overfor dem, os, som har stillet spørgsmål til, om det her ikke kunne gå hen og gå galt i den sidste ende.”

 

Erling Bonnesen (V): Det sejler rundt for ministeren

Bonnesen 16 januar

”Det var jo en klar udstilling af, at området, det sejler rundt for ministeren. Det var en klar forudsætning fra starten af randzoneloven, at kompensationsordningen skulle være på plads – det er den jo helt tydeligvis ikke. Og så forsøger ministeren jo nu sig så med en redningsaktion, fordi hun jo krampagtigt fastholder randzoneloven, selvom vi har sagt, at ”jamen, få den nu udskudt – få den skudt til hjørne, så vi kan få det her lavet ordentligt.” Det var meldingen fra Venstres fødevareordfører efter det fem kvarter lange samråd, og Erling Bonnesen slog fast, at skal der være en kompensationsordning, så skal den gælde for alle lodsejere:

”Ministeren fastholder randzonerne – og så kommer hun jo med en anden statslig ordning, som giver kompensation til de fleste lodsejere, men ikke til alle, og det er jo fuldstændig utilfredsstillende.”

 

Hans Christian Schmidt (V): Vi har ikke fået fyldestgørende oplysninger
Fødevareministeren 8 maj oppositionen

“Vi sidder jo tilbage med en følelse af, at vi overhovedet ikke har fået de oplysninger vi skulle have. Der har været lidt selektivt hvilke breve eller notater man har sendt over til os,” lød det efter samrådet fra Hans Christian Schmidt, som mente, at det var dybt kritisabelt, at fødevareministeren indledte samrådet med at fortælle, at alle dokumenter angående randzonekompensationen var lagt frem for fødevareudvalget, men at hun alligevel i løbet af samrådet indrømmede, at hun ikke selv havde styr på hele korrespondancen imellem fødevareministeriet og EU Kommissionen.

”Hele det der set up med, at det ser ud som om ministeren diskuterer med kommissionen, samtidig med at ministeren fortæller os, at der er overhovedet ikke noget at komme efter – at: ”alt kører lige efter bogen – der er slet ikke nogen betingelser, og slet ingen bekymringer.” Flere spørgere var jo inde på det, inklusive mig selv, jamen, hvad er det her for noget.”

”Efter min bedste opfattelse har vi jo ikke fået fyldestgørende oplysninger. Nu må vi så have et nyt samråd, hvor vi kan komme til at gå i dybden med det her. Det er jo helt uacceptabelt, at man har siddet nu i lang tid og rodet med de her vandmiljøplaner, og vidst, at når vandplanerne kom, så ville det her falde. Så er det jo tankevækkende, at man ikke engang i dag kan sige, ”hvad vil der så ske,” og jeg kan da ikke opleve det her anderledes, end at der er sådan fra ministerens side en ligegyldighed over for de landmænd, der ikke måtte falde ind under den ordning.”

Ordningen Hans Christian Schmidt hentyder til, er den nye statsstøttede kompensationsordning, der afskærer landmænd med store randzonearealer fra at få udbetalt mere end 7.500 euro over en treårig periode i kompensation for den mistede indtægt fra arealer, der er inddraget til randzoner, og den tidligere fødevareminister og miljøminister lagde hele ansvaret for det kaotiske randzoneforløb over på den siddende regering.

”Det er selvskabt ovre ved miljøministeren (Ida Auken (SF). Red) og ved fødevareministeren (Mette Gjerskov (S). Red), og de to i forening. Fuldstændig selvskabt – det kunne så nemt som ingenting have været undgået. Man kunne bare have ventet på, at hele grundlaget, nemlig vandplanerne, de var godkendt og i orden, og så kunne man være gået i gang med at lave det. Altså, det er helt selvskabt, så der er ingen, der er skyld i det her ud over de to ministre.”

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk og  Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top