Ny bog om udfordringene i dansk landbrug

Den 22. marts præsenterer de tre landmænd Bjarne Jensen, Gustav Schroll og Torben Vagn Rasmussen bogen ’Ledelse i landbrug´, der er et seriøst indlæg til debatten om, hvordan landbruget i 2013 passer ind i det moderne danske samfund.

´At eje og drive et
landbrug er en livsstil´. Sådan står der i forordet til tre
landmænds grundige arbejde med at beskrive dansk landbrug igennem
mere end 50 år, og det er netop livsstilen som landmænd, de tre
forfattere tager udgangspunkt i, når de fortæller om de
udfordringer de og andre danske landmænd har været gennem de
seneste seks årtier, hvor antallet af heltidslandbrug i Danmark er
faldet fra 100.000 til ca. 15.000.

Fredag den 22. marts 2013 kl. 15.00 præsenteres bogen
“Ledelse i Landbrug” på seminar på CBS-Handelshøjskolen, Dalgas
Have 15, Frederiksberg, auditorium SC033 (vis a vis
hovedindgangen).

I bogen “Ledelse i landbrug” fremstilles
kompleksiteten i at lede landbrug i Danmark igennem historien. Med
udgangspunkt i de tre forfatteres egne gårde stilles der skarpt på,
at ledelse i landbrug ikke blot er klassisk ledelse, men at det er
en disciplin, der kræver stor både praktisk og faglig viden.

Bogen er ment som et bidrag til debatten om de
dilemmaer, der eksisterer i det moderne danske landbrug. En
virkelighed, hvor folkestemningen og politikernes jagt på stemmer
ofte har ført til hårde begrænsninger på produktionen, hvilket har
stillet dansk landbrug meget dårligt i konkurrencen med Danmarks
største samarbejdspartner, Tyskland.

Bjarne Jensen, Gustav Schroll og Torben Vagn
Rasmussen har undersøgt de store forskelle på rammevilkårene i
Danmark og Tyskland, og her viser forfatternes udregninger, at de
danske særregler og afgifter for at regulere landbrugsproduktionen
har kostet hver af de 15.000 danske bedrifter langt over en halv
million kroner i forhold til de tyske kolleger.

 Med bogen fremkommer de tre landmænd med
deres visioner for, hvordan landbruget fortsat kan være et
attraktivt aktiv for Danmark i samhørighed med samfundets ønske og
krav til et innovativt og bæredygtigt landbrugserhverv.

Gårdejerne Bjarne Jensen, Gustav Schroll og Torben
Vagn Rasmussen udtaler i forbindelse med bogen:

“Vi finder, at det er vigtigt for Danmark, at vi
får en ny debat om landbruget som erhverv. Det er ærgerligt, at
landbruget er sat i negativt lys, at det de seneste mange år har
været nærmest umuligt at fokusere på andet end alt det dårlige. Som
erhvervsledere kan vi kun sige, at det er en utrolig spændende og
givende branche, hvor ikke kun almindelige ledelsesredskaber skal i
brug. Vi gør vores bedste for at skabe bæredygtige virksomheder og
håber, at landbruget fremover igen finder en acceptabel plads i
dansk erhvervsliv. Det vil vi gerne bidrage med.”

For yderligere informationer om bogen, kontakt da
Torben Vagn Rasmussen på følgende e-mail:tvr@surfmail.dk

Ledelse i landbruget fuld forside

Fakta om ´Ledelse i
landbrug´:

“Ledelse i Landbrug” er den 27. bog i rækken fra CBS, som
professor Erik Johnsen står for i forbindelse med projekt
CAMS-COPENHAGEN, Center for anvendte ledelsesstudier. CAMS har til
formål at trænge længere ind under huden på dansk ledelse. Hvad gør
vi her i landet, når vi siger, at vi udøver ledelse? Svar herpå
skaber vi ikke gennem gængse interview undersøgelser, men ved at
bede folk, der har levet størstedelen af deres liv i en
ledelsesfunktion, om at beskrive nogle ledelsesmæssige “peak
experiences”. Det er praktiske folks ledelsesmæssige adfærd, vi
gerne vil have dokumenteret. Af folk selv, ikke af professionelle
forskere, forfattere eller andre andenhånds-vidner.

I bogen “Ledelse i landbrug” bidrager de tre gårdejere Bjarne
Jensen, Gustav Schroll og Torben Vagn Rasmussen med deres gårde som
cases.

Antallet af heltidslandmænd er i dag 15.000. De bidrager sammen
med de landmandsejede andelsselskaber for 100 mia. kr. af dansk
eksport eller 10%, og  med over halvdelen af  overskuddet
på betalingsbalancen i 2011/12.

 I den omhandlede tidsperiode på 40 år er antallet af
landbrug faldet fra 100.000 til 15.000 og produktionen øget. Det er
en imponerende stigning i produktivitet, en af de største for nogen
branche i Danmark.

 

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top