Fremtidsforsker: En ny regulering VIL give vækst

Den nuværende regulering af dansk landbrug har en hæmmende effekt på samfundsøkonomien, og derfor er der brug for en ny, mener fremtidsforsker.

Når fremtidsforsker Jesper Bo Jensen indtager talerstolen på
konferencen ‘Bæredygtigt vækst – med tanke på vore efterkommere’
vil hans indlæg blandt andet handle om en anderledes regulering af
dansk landbrug. Og det har en helt naturlig forklaring:

“Landbruget bliver reguleret på en meget speciel måde. Man
regulerer tilførslen til jorden og til dyrene frem for at regulere
udledningen, det vi kalder emission, og al miljøregulering i hele
verden, stort set uden undtagelse, foregår ved emissionsregulering,
altså regulering af udslip. Det gør det i Tyskland, i USA og i
meget store dele af verden, og det gør det også i Danmark, når det
bare ikke er landbrug,” siger Jesper Bo Jensen, der mener, at den
brugte regulering er dårlig for samfundsøkonomien.

“Det er meningen, at man skal have en driftsherre, som selv
finder ud af, hvad der skal til (for at skabe overskud, red.). Hvis
de vil tilføre mere gødning, må de rense lidt mere, eller hvad det
nu er. Det skal hænge sammen. Og samfundet skal bare tænke på, at
driftsherren optimerer sin drift og får mest muligt ud af det, og
det skaber størst muligt overskud til vedkommende, men også til
samfundet som sådan. Det er det, der ikke har kunnet lade sig gøre
i landbruget, fordi man har reguleret på en forkert måde.”

30-30-30
Fremtidsforskeren har skrevet rapporten ‘Hvad kan dansk landbrug
producere med en anden regulering af erhvervet’, der er en såkaldt
scenarieanalyse. I rapporten konkluderer Jesper Bo Jensen, at dansk
landbrug ville kunne øge produktionen med 30 procent, hvis det bare
fik lov.

En sådan øgning vil skaffe 30 milliarder kroner i overskud på
betalingsbalancen og 30.000 nye job i landbruget og
følgeerhvervene.

Da han præsenterede konklusionerne fra sin rapport på et
medlemsmøde afholdt af Bæredygtigt Landbrug i juni 2012, forklarede
fremtidsforskeren at samfundet ikke får det optimale ud af
landbruget.

“Jorden frembringer det reguleringen tillader frem for det
optimale. Pludselig er det det, vi regulerer, der er interessant,
ikke det der kommer ud af det,” sagde han dengang og understregede,
at væksten vil komme, hvis landbruget ikke skal tage hensyn til
andet end miljøet.


Se Jesper Bo Jensens rapport

Jesper Bo Jensen taler på konferencen ‘Bæredygtigt vækst –
med tanke på vore efterkommere’ torsdag d. 21. marts 2013 i
Fællessalen på Christiansborg.

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top