En ny regulering af landbruget

Udgivet 11. marts 2013 - kommentarer:
En ny regulering af landbruget

En regulering af emissionen fra landbruget kan bringe fagligheden tilbage i erhvervet, samtidig med at det kan forbedre erhvervets rammevilkår. Læs Vagn Lundsteens forslag til en bæredygtig regulering af fremtidens landbrug. En fremtid, hvor vækst og miljøbeskyttelse går hånd i hånd.

Ved at regulere landbruget, som man regulerer industrien, opnås nogle åbenlyse fordele.

I industrien, for eksempel en skofabrik, regulerer man ikke, hvor mange sko der må produceres, eller hvor store de må være. Heller ikke hvor meget energi, der må anvendes til at lave skoene, eller hvor meget læder og gummi fabrikken må bruge til produktionen. I stedet skal fabrikken overholde nogle krav vedrørende emission (tab til omgivelserne). Det vil sige, hvor meget sod, røg og lugt der kommer ud af skorstenen. Samtidig er der sat grænser for, hvor beskidt spildevandet må være. Virksomheden må ikke belaste omgivelserne med forurenende materiale.

I Danmark styrer vi plante- og husdyrproduktion efter detailregulering. Det betyder, at Folketinget bestemmer, hvor meget kvælstof vi må anvende til afgrøderne, hvor mange dyreenheder der må produceres pr. hektar (harmonikrav) og en lang række andre begrænsninger for landbrugserhvervet. Landbrugsorganisationerne, og en lang række politikerne og økonomer er nu kommet til den opfattelse, at den hidtil anvendte regulering har spillet fallit. Det har vist sig, at er effekten på vandmiljøet er udeblevet på trods af de store begrænsninger i produktionsforholdene gennem de seneste 25 år.

 

Et ønske fra Natur- og Landbrugskommissionen

Det er derfor en naturlig følge deraf, at Natur- og Landbrugskommissionen beskæftiger sig med, hvordan en mere målrettet og retfærdig regulering kan skabes.

Bæredygtigt Landbrug har spillet ind med et forslag til, hvordan det kan gøres. Vi har fået stor lydhørhed for vores forslag. I samarbejde med fremtidsforsker Jesper Bo Jensen har vi beregnet, at man ved at ændre reguleringen af dansk landbrug fra den nuværende detailregulering (kvælstofnormer, harmonikrav med mere) til en emissionsregulering, kan opnå en række åbenlyse fordele.

Således kan landbruget:

  • Øge produktionen med 30 procent.
  • Øge eksporten af landbrugsvarer med 42 procent.
  • Øge nettoeksporten med 30 procent.
  • Skabe en vækst i samfundsøkonomien på 45 milliarder kroner.
  • Skabe 30.000 nye jobs i landbruget og fødevareindustrien.

 

EU-direktiver skal overholdes

Uanset hvordan en ny regulering bliver udformet, skal gældende direktiver overholdes. Det gælder især Nitratdirektivet og Vandrammedirektivet.

I Nitratdirektivet er det især "ligevægtsprincippet", der er afgørende for, hvordan reguleringen kan finde sted. Ligevægtsprincippet betyder i alt sin enkelthed, at tilførsel er lig med bortførsel. Det bygger således på en begrænsning af tilførsel af gødning til jorden, der er i overensstemmelse med godt landmandskab, og som tager hensyn til de særlige forhold i de pågældende sårbare zoner.

Det gælder især:

A: Jordbundsforholdene, jordtypen og arealets hældning.

B. Klimatiske forhold, nedbør og kunstvanding.

C: Jordens anvendelse og dyrkningsmetoder, herunder vekseldrift.

 

Balance i N-tilførslen

Ligevægtsprincippet skal således bygge på en ligevægt mellem afgrødens forventede kvælstofbehov og kvælstoftilførslen til afgrøden fra jorden og fra gødskning svarende til:

  • Mængden af kvælstof i jorden på det tidspunkt, hvor afgrødens behov herfor stiger væsentligt (resterende mængder sidst på vinteren).
  • Kvælstoftilførslen via netto mineralisering af jordens reserver af organisk kvælstof.
  • Tilførsel af kvælstofforbindelser fra husdyrgødning.
  • Tilførsel af kvælstofforbindelser fra kunstgødning og anden gødning.

Så længe ovenstående overholdes kan en anden regulering frit vælges inden for Nitratdirektivet, og det er der ingen problemer med, når blot den enkelte planteavler overholder almindelige ansvarlige gødningsprincipper.

 

Emissionsregulering i landbruget

Hvordan kan man forestille sig en regulering på baggrund af tab fra produktionen kan foregå? Jeg forestiller mig en enkelt regulering, hvor det drejer som tre målebare parametre:

  1. Lugt: Ammoniak og svovlbrinte (målt som ppm*).
  2. Deposition: Ammoniak (målt som mikrogram pr. kubikmeter).
  3. Udvaskning: Nitrat (målt som milligram pr. liter).

Hvis man vil måle og dokumentere værdier for disse tre parametre, kan de i realiteten anvendes fuldt og helt som dokumentation af landbrugsproduktionens tab til omgivelserne. Gødningsregnskaber, kvælstofnormer, regler for afgrøder, efterafgrøder, randzoner, begrænsninger i jordbearbejdning med mere kan fuldt og helt erstattes af udvaskningsemission. Harmonikrav og udnyttelsesprocenter for husdyrgødning erstattes af depositions-emission. Og lugtemission erstatter miljøgodkendelser.

I fremtiden vil udvidelser i husdyrproduktion blive enkel og hurtig. Så længe producenten overholder emissionskravene, kan udvidelser ske uden nabohøringer og klager. Gødningsnormer og særkrav i planteproduktionen afskaffes, og planteproducenten kan frit producere, så længe emissionsgrænser for nitrat og ligevægtsprincippet overholdes.

 

Måling og kontrol

En betingelse for ovenstående regulering af landbruget kan tillades er, at emissionen kan måles og kontrolleres.

Målesystemer er opfundet og anvendes allerede i en vis udstrækning. Flere stalde har allerede fået installeret udstyr, der kan måle både ammoniak og svovlbrinte. Og der findes udstyr, der kan måle nitrat i vand løbende. Det er vigtigt, at udstyret er til at betale for landmanden. Vi har kontakt til udviklere af et sådan udstyr. Så vi ved, at udstyret findes og kan fungere.

Opgaven er at gøre data anvendelige og forståelige. Vi forestiller os en løbende måling. For eksempel for hvert minut. Logningen sendes via målesensorens GPS-modem og en ekstern antenne til landmandens computer. Her fremkommer et diagram, som løbende viser emissionen. Målesensoren er ud over måleenheden, GPS modem og antenne, udstyret med et batteri der sikrer, at logningen kan sendes kontinuerligt.

Computeren behandler data og samler dem i døgn- og ugegennemsnit. Data sendes løbende til kommunens miljøafdeling og efter ønske til miljøcentrene. Miljømedarbejdere kan så løbende følge med i udviklingen, og kan sammen med landmanden foretage korrigerende handlinger, hvis måleresultaterne overstiger miljømålene.

 

Udstyret skal vedligeholdes

For at sikre at udstyret måler præcist og korrekt, skal der etableres et servicesystem, der sikrer at udstyret vedligeholdes og kontrolleres. Det kan formentligt gøres en gang årligt.

En kontrol vil medføre udskiftning af batteri, rensning af filtre og sensorer og udtagning af parallelprøve, der sendes til godkendt laboratorium. Jeg forestiller mig, at landmanden tilmelder sig en serviceordning og rapporterer til kommune eller miljøcenter, lige som man har bilen til syn jævnligt. Serviceordning er en forudsætning for at emissionsmodellen kan anvendes.

 

Grænseværdier skal standardiseres

For mig at se er den største opgave at finde nogle grænseværdier, der er acceptable for alle.

Omkring nitrat-N mener jeg ikke, at opgaven er så svær. Der skal bare stilles krav til nitrat i drænudløbene, som kravene er til renseanlæggene, otte milligram total N pr. liter, eller i landbrugstilfældet otte milligram nitrat-N pr. liter ved drænudløb i vandløbet. Grænseværdien i Nitratdirektivet er 11,3 milligram nitrat-N pr. liter, så vi er på sikker afstand.

Kan man ikke overholde grænseværdien gennem en længere periode på for eksempel tre måneder, er man nødt til at få analyseret, hvad det er der bidrager med ekstra nitrat i drænene. Det kan være for sent såede vinterafgrøder, for dårlig udvikling i efteråret og dermed for ringe roddannelse. Fordelen ved emissionsreguleringen er, at alle kan se, hvad man taber til omgivelserne, og således kan lave korrigerende handlinger.

Jeg kan ikke for nuværende komme med forslag til grænseværdier for ammoniak og svovlbrinte. Det bliver der arbejdet med at finde i den nærmeste fremtid.

 

Overskuelige omkostninger

På baggrund af de priser vi har kendskab til på nuværende tidspunkt, vil ovenstående koste den enkelte landmand 5.000-10.000 kroner for en målingsenhed i dræn, og cirka 5.000 kroner for en måleenhed i ventilationsanlægget. Begge dele inklusiv service og kontrolmålinger.

En ejendom på 200 hektar vil typisk have 20 hoveddræn til vandløb. Det betyder en investering på 100.000-200.000 kroner. Svarende til 500-1.000 kroner pr. hektar.

Hvis man forestiller sig, at udstyret holder i 20 år, er investeringen cirka 25-50 kroner pr. hektar. Udstyret vil hen ad vejen blive billigere, men det skal ikke afholde nogen fra at gå i gang med modellen, så snart den bliver godkendt.

Udstyret til ventilationsanlægget behøver ikke at blive monteret i alle skorstene. En eller to pr. stald, repræsentativt placeret, kan gøre det. Alt i alt omkostninger der er til at overskue, når man indregner de store økonomiske fordele.

 

Valg mellem to reguleringsmetoder

Hvis man ikke vil overholde emissionsmodellen er man nødsaget til fortsat at være i den nuværende regulering, med de snævre krav for produktionen, som det vil medføre.

Jeg er dog sikker på, at progressive landmænd i fremtiden vil vælge emissionsreguleringen, med de store fordele det vil medføre for økonomien. Og vigtigst af alt. Der kommer igen fokus på faglighed i vores erhverv. Det vil igen blive sjovt og motiverende at være landmand.

Klik her for at læse mere om formålet med konferencen 'Bæredygtig vækst - med tanke på vore efterkommere'

Klik her for at hente FN-rapporten: 'RESILIENT PEOPLE RESILIENT PLANET - A Future Worth Choosing'

Af Vagn Lundsteen, direktør Bæredygtigt Landbrug