Bæredygtigt Landbrug kræver afklaring omkring træk i EU-støtte

Landmænd der er blevet trukket i EU-støtte for at have dyrket jorden nærmere end to meter fra gravhøje og andre fortidsminder skal have erstatning, hvis de tidligere regler har været i strid med loven. Derfor har chefjurist Bjarne Nigaard nu bedt NaturErhvervstyrelsen redegøre for lovgrundlaget.

I sagen med den nu ændrede regel om krydsoverensstemmelse i
forbindelse med gravhøje og andre fortidsminder, hvor den tidligere
2 meter zone fra 1. februar 2013 er forsvundet, har Bæredygtigt
Landbrugs chefjurist nu rettet skriftlig henvendelse til
NaturErhvervstyrelsen for at få afklaret deres opfattelse af
regelændringen.

“Jeg har svært ved at se andet, end at ændringen må være sket i
erkendelse af, at den tidligere regel ikke var rigtig”, siger
chefjurist Bjarne Nigaard. “Og når reglen ikke var rigtig, så var
afgørelserne efter den selvfølgelig heller ikke rigtige. Derfor har
jeg bedt NaturErhvervstyrelsen redegøre for ændringen, og i
særdeleshed svare på hvad de vil gøre i forhold til de mange penge,
der på et tilsyneladende urigtigt grundlag er blevet trukket i
EU-støtte hos de landmænd, der er kommet til at bevæge sig for tæt
på en gravhøj.”

Klik her for at
se skrivelsen Bæredygtigt Landbrug har sendt til
NaturErhvervstyrelsen

Bjarne Nigaard har på vegne af Bæredygtigt Landbrugs mere end
4.000 medlemmer sendt en formel forespørgsel til
NaturErhvervstyrelsens direktør, som du kan læse ved at klikke her
‘/media/71998/naturerhvervstyrelsen_ko_4_8.pdf’.

I skrivelsen lægger Bjarne Nigaard ikke skjul på, at sagen kan
ende med, at der rejses krav om erstatning.

“I enhver tvist skal man naturligvis indlede med en dialog for
at afsøge mulighederne for at komme til en fælles forståelse ad
samarbejdets vej. Det er derfor vi nu beder NaturErhvervstyrelsen
om deres opfattelse af sagen”, forklarer Bjarne Nigaard. “Men det
er helt klart, at hvis det holder stik, at danske landmænd
uberettiget er blevet trukket i EU-støtte, fordi danske myndigheder
har været for skrappe med deres krav, så skal de tab, det har
betydet, selvfølgelig søges erstattet.”

Gravhøj sommer

Bjarne Nigaard har ikke nogen idé om tidshorisonten for en
afklaring.

“Bolden er nu sat i spil fra vores side, og den ligger på
NaturErhvervstyrelsens banehalvdel. Sagens fremdrift afhænger af,
hvor hurtigt de går efter bolden,” slutter Nigaard.

Danske landmænd er de seneste år blevet trukket i EU-støtte,
hvis de dyrkede jorden nærmere end to meter fra eksempelvis en
gravhøj, men den 1. februar ophævede NaturErhvervstyrelsen reglen.
Bæredygtigt Landbrug vil derfor opfordre de landmænd, der
uretmæssigt er blevet ramt af reglerne om krydsoverensstemmelse i
forbindelse med de tidligere regler til at søge erstatning, hvis
det viser sig, at den praksis har været ulovlige.

Læs også:
Et krav går i graven 

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top