Vagn Lundsteen: Forbyd de farligste pesticider

Statsministeren vil beskytte drikkevandet mod pesticider med omlægning af afgifter. Bæredygtigt Landbrugs direktør mener det kan gøres mere direkte.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde i sin åbningstale, at
‘brugen af sprøjtegifte bare er steget og steget. Vandboringer
bliver lukket.’ Det er ikke faktuelt forkert, men koblingen mellem
de to ting giver direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen,
ikke meget for.

“Statsministeren har ret i, at der er vandboringer, der bliver
lukket landet over. Men af alle lukningerne, er der én, der var på
baggrund af landbrugets pesticider. Én. Det er naturligvis en for
meget, for vi skal beskytte vores drikkevand, men det betyder ikke,
at landbruget igen skal være prygelknabe,” siger direktøren.

I talen annoncerede statsministeren nemlig også, at afgifterne
på pesticider fremover bliver anderledes end den er i dag.

“Vi har skruet afgiften på sprøjtemidler sammen på en ny måde.
De midler, der belaster miljøet mest, bliver markant dyrere. De
midler, der belaster miljøet mindre, bliver billigere,” sagde
statsministeren fra talerstolen.

Vagn Lundsteen kan godt se, at det umiddelbart kan lyde både
klogt og rimeligt, men når man læser lovforslaget, som
statsministeren henviser til, vil den nye afgiftsmodel betyde et
provenu til staten på 500 millioner, som kun kan hentes hos
landmanden.

“Det er endnu en afgift, som pålægges et i forvejen presset og
økonomisk trængt erhverv,” siger Vagn Lundsteen.

Pesticiderne skal forbydes
Afgiftomlægningen giver i det hele taget ikke mening for
direktøren. Han mener, at man bør gå mere direkte til værks for at
beskytte grundvandet.

“Hvorfor ikke forbyde de mest miljøfarlige pesticider i stedet?
Hvis disse midler er så skadelige, skal de da forbydes. Det er i
alles interesse, at vi passer på vores grundvand,” siger direktøren
og påpeger, at reglerne skal gælde for alle.

I dag er det sådan, at der er forskellige regler for, hvem der
må bruge hvilke pesticider. Reglerne for danske haveejere er
væsentligt slappere end i landbruget.

“Det er grotesk, at der ikke er krav om sprøjtefri zoner hos
haveejerne i forbindelse med vandløb og drikkevandsboringer. Gamle
aktivstoffer, som er forbudt i landbruget, kan stadig anvendes
lovligt i haver og indkørsler. Sprøjter man fliserne for at fjerne
mos, eller giver mælkebøtterne et skud ukrudtsmiddel i private
haver, så er der en relativt stor risiko for, at det når
grundvandet, da der ikke er krav til, at man ikke må sprøjte ned
til en havebæk eller i nærheden af en vandboring. Kravene til
haveejere og landbruget skal harmoniseres, så vi sikrer det danske
drikkevand for de kommende generationer”, siger Vagn Lundsteen.

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top